Stor Google Maps-opdatering nu klar til iPhone og iPad
Google har for ganske nylig opdateret sin Maps applikation til både iPhone og iPad, og der er en masse nyheder i opdateringen. En af de mest interessante er muligheden for at vise vej indendørs. Funktionen fungerer på udvalgte steder, f.eks. Københavns hovedbanegård, Kastrup lufthavn og Field’s. Det er en funktion, som har eksisteret i Android-udgaven siden oktober, og nu kommer den altså også til iOS.
Med den nye opdatering har man mulighed for at zoome ind på disse steder, og når man kommer tæt nok på, vil kortet vil ændret til et indendørs kort med bl.a. butikker, toiletter og spisesteder. Det kan være en anelse svært for en smartphone at finde éns præcise lokation indendørs, men det er bestemt en funktion, der kan være nyttig i visse tilfælde.
Opdateringen kommer også med mulighed for at vise cykelruter og tilbyder navigation til disse. Cykelruter er fortsat en beta-funktion, der konstant bliver udviklet og forbedret, men det fungerer overraskende godt i bl.a. Hovedstadsområdet.
Det nye Google Maps kommer endeligt med en opdatering af brugerfladen, der nu minder om den fra Android-programmet. Man har også valgt at lave en særlig tablet-optimeret oplevelse til iPad, hvor man virkelig udnytter det store skærmareal.
Opdateringen kan hentes i App Store og er naturligvis ganske gratis.