Større HD-skærm i ny Atrix fra Motorola
For såkaldte almindelige brugere er skærmen formentlig noget af det mest interessante i den nye Atrix HD. Den er 4,5-tommer stor og har en opløsning på 1280 x 720 pixels. Desuden har Motorola anvendt en teknologi, man kalder for "Colorboost". Motorola oplyser at det skal give bedre farvegengivelse, men går ikke i yderligere detaljer om det.
Med softwaren forsøger Motorola at værne mere om sikkerheden, især fordi en af målgrupperne for modellen er forretningskunder. Motorola har haft fokus på sikkerhed med modellen, men i modsætningen til forgængeren Atrix har man valgt ikke at udstyre modellen med en fingeraftrykslæser. Man er derfor nødt til at identificere sig på andre måder.
Styresystemet er Android 4.0, og her er desuden indbygget en række avancerede sikkerhedsmæssige funktioner, som kan forbedre oplevelsen yderligere for business-brugerne.
Der er et kamera på bagsiden med 8 megapixels, og et kamera på forsiden på 1,3 megapixels. Det hele holdes kørende af en dual-core processor med en hastighed på 1,5 GHz. Der er desuden 1 GB RAM og 16 GB lagerplads.
Modellen er i første omgang præsenteret til det amerikanske marked, men det er ikke usandsynligt at Atrix HD også dukker op herhjemme i løbet af året.