Større opdatering klar til Nokia Lumia 925 og Lumia 1020 – se nyhederne her
I løbet af det næste stykke tid kommer Lumia Black-opdateringen gradvist til at blive udrullet til de forskellige Windows Phone 8-smartphones i Lumia-serien. De to første bliver Lumia 925 og Lumia 1020.
Blandt de største nyheder i opdateringen er for eksempel forbedret låseskærm, der giver et overblik over de vigtigste notifikationer, også når skærmen er inaktiv. På skærmen kan man nu have 5 notifikationer. F.eks. kan man vælge at have information om opkald, sms´er, mails, Facebook og Twitter liggende samlet på låseskærmen.
Nokia Camera bliver appen, der samler video, Nokia smart camera og Nokia Pro Camera i én app.
Det er noget, vi selv har efterlyst, da det var lettere brugerfjendtlig med Nokias ellers glimrende kamera-apps spredt i tre forskellige apps. Man slipper altså for at skulle gå til startskærmen hver gang, man skal skifte fra en foto-app til en anden.
Nokia Camera-opdateringen betyder også, at Lumia 1020 får understøttelse af raw DNG. Det betyder, at man får det rene ikke-manipulerede billede, hvilket skulle give bedre kreative muligheder ved efterfølgende billedbehandling. Nokia peger selv på, at det vil være interessant for professionelle fotografer.
Nokia Refocus kommer til alle Nokias Lumia-modeller med mindst 1 GB RAM. Appen kan ganske enkelt sørge for, at hele billedet bliver skarpt i stedet for kun der, hvor fokus blev lagt. Du kan se et eksempel på det her.
Storyteller kan bruges til at skabe korte eller lange billedserier i kronologisk orden og en kobler Lumiaens kamerafunktioner sammen med navigations-teknologien i smartphonen, og skaber billedrækker, der udgør en samlet fortælling ud fra det.
I billedrækkerne kan man trykke på hvert enkelt billede og få information om, hvor og hvornår netop dette billede er taget.
Endelig fremhæver Nokia også Nokia Beamer, der er blevet opdateret, så man kan vise det samme, som man selv ser på sin skærm, på en stor skærm – den store skærm skal være koblet op til nettet.
Således skulle man så kunne styre en Power Point-præsentation via sin smartphone.
Nokias Lumia-mobiler får også mulighed for mappe-struktur, så man kan samle samme type apps i én mapps på startskærmen.
Til at begynde med er Lumia Black kommet til Lumia 925 og Lumia 1020, og efterfølgende vil opdateringen også blive tilgængelig på alle andre Lumia-smartphones med Windows Phone 8.
Nokia oplyser ikke, hvornår udrulningen begynder, men de opfordrer til, at man selv holder øje her.