Strand i verbalt angreb på Sander
Kære Helge Sander
John Stand har set et åbent brev til Forskningsminister Helge Sander:
Kære Helge Sander,
En af de vigtigste ting her i verden er at erkende sine begrænsninger erkende hvad man er god til og hvad man bør overlade til andre med lidt større visioner og indsigt.
Ser vi på den Danske telepolitik under den borgerlige regering som nu har siddet på magten i snart 6 år så er det skræmmende at vi bor i et land der taler om viden samfundet som mener at vi skal satse på ny teknologi og innovation samtidig med at det selv samme land ikke har en industripolitik på teleområdet.
Danmark er en nation der på den ene side er stolt af sit landbrug, den skibsfarts industri vi har og den store industri vi har inden for alternativt energi i form af vindmøller – man kan sige at fra politisk hold er der ingen tvivl om at disse industrier får masser af fokus og støtte på en lang række områder i form af direkte eller indirekte EU og statsstøtte samtidig med at de er underlagt nogle skatteregler som gør det ekstra attraktivt at satse på disse industrier.
Skibsfarten har særregler på skatte området, landbruget modtager milliard støtte og vindmølleindustrien bliver støttet på en lang række områder således at det er attraktivt at sætte vindmøller op i det danske landskab.
Grænserne for offentlig opbakning er der næsten ingen af for selv når landbruget får problemer med at afsætte deres vare grundet forskellige veterinær sygdomme er såvel staten som EU der med støtte ordninger der gør at den branche kan overleve nedgang i omsætningen.
Ser man på teleområdet så gælder der helt andre regler. Vi har ingen industripolitik på dette område og det primære fokus ligger på at skaffe slutbrugerne billigere priser. Telebranchen er i den situation i dag at det offentlige finansiere en hjemmeside hvor slutbrugerne kan sammenligne priserne på tværs af selskaberne – findes tilsvarende løsninger inden for dagligvare området hvor der er langt færre aktører end der er på teleområdet. Telebranchen har lang bedre forbruger beskyttelse end nogen anden branche i Danmark både når det kommer til den tid man må binde en kunde og hvad man skal oplyse til kunderne inden de køber ens produkter – hvorfor er der ikke lighed for loven således at telebranchen bliver underlagt de samme regler som de brancher man er i gang med at konvergere med?
Listen over områder hvor regeringens manglende industri fokus er tydelig er lang men et er sikker og det er at ingen andre brancher i Danmark har forbedret deres produkter så meget som telebranchen og inden andre brancher har givet kunderne så store prisfald på deres ydelser som telebranchen – og det er primært sket på de teleområder hvor der har været mindst regulering, nemlig mobilområdet.
At du Helge Sander har lavet en højteknologi fond er ingen hemmelighed, et i mine øjne flot mindesmærke over en dygtig sports journalist. En fond der er skabt ved at udskrive ekstra skatter til telebranchen på over 4 milliarder kroner i form af de nye 3G licenser.
At telekommunikation og veluddannede folk er hjertet i fremtidens viden samfund er der nok få der er uenige i, men hvem kunne finde på at lægge skatter på uddannelse på samme måde som man har lagt ekstraordinære skatter på mobilområdet – i mine øjne ikke politikere der er deres opgave moden og som bare besidder den mindste visioner om hvordan fremtidens samfund ser ud.
Hvorfor erkender du ikke dine begrænsninger og at telepolitik ikke har din interesse. Den politik som du har det overordnet ansvar for og som der bliver ført i dette land viser med al tydelighed at man fra politisk hold mener at der er mere fremtid i æg og bacon end i telekommunikation – hvorfor ikke tage konsekvensen og nationaliserer teleindustrien og efterfølgende lægge det ind under forbrugerminister Lars Barfod – det kan ikke gå værre end det går nu.
Hvis du vil vide mere om hvad man burde gøre, er du meget velkommen til at skrive til mig eller ringe på mobilen 20 85 04 44
Med venlig hilsen
John Strand