Studerende: Mobile væddemål bliver kæmpeforretning

To studerende fra dansk IT-højskole forudser, at mobile væddemål har en stor fremtid i Danmark.

Studerende: Mobile væddemål bliver kæmpeforretning

Hvad gør man, når fodboldkampen bølger på det lokale stadion, og man gerne vil indgå et væddemål om resultatet? Tjaaah, i dag gør man ingenting, for det er ikke muligt at gøre det fra tilskuerpladsen. I hvert fald ikke fuldautomatisk som via ens hjemmecomputer.

Men måske er situationen en anden om nogle få år, skriver Computerworld Online. To studerende fra IT-højskolen har nemlig skrevet et speciale, som viser, at væddemål via mobiltelefonen bliver et hit.

De to studerende, Annette Millner og Jens Friis, forudser et boom i mobilt indhold. Og her vil væddemål være en af de store hittere. Især væddemål om sport.

Målgruppen af spillere er stor. Og interessen for at bruge mobil teknologi betyder, at væddemål via mobiltelefon kan blive en succes, mener de to.

Begge har i øvrigt fået topkarakter 11 for deres speciale og en pris fra Ingeniørforeningen.