Superstjerner bag ny konkurrent til Spotify og iTunes
Konkurrencen på streaming-tjenester til musik bliver løbende mere og mere hård. For det første er der kommet rigtig mange alternativer til de sidste par år og for nylig satte Spotify så trumf på og lancerede en gratis udgave til mobilen.
Hidtil har man skulle betale knap 100 kroner for at lytte til musik via streamingtjenester på mobilen.
Nu melder en ny spiller sig så ind i kampen, nemlig Beats Music med Dr. Dre og Jimmy Iovine i spidsen.
Beats Music vil være en betalingstjeneste til 10 dollars om måneden, eller knap 60 kroner om måneden.
Tjenesten vil ikke tilbyde en gratis løsning og er primært udviklet til den mobile platform. Det skriver The New York Times.
En af metalgenrens helt store stjerner, Trent Reznor, er ansat som kreativ chef for Beats Music og han skal være med til at sikre lyttere til tjenesten. Beats Music vil have mere end 20 millioner sange at tilbyde lytterne.
Tjenesten skulle gå i luften i USA den 21. januar og blandt andet den store amerikanske operatør AT&T vil bundle Beats Music til sine abonnementer.
Der er ingen informationer om, hvorvidt det er planen at udvide tjenesten til andre lande.
Dr. Dre står også bag headset-mærket Beats by Dr. Dre.