Supertest – Bluetoothheadset

Supertest – Bluetoothheadset

Supertest – Bluetooth-headset

Bluetooth-headset fører mobilens lyd til dine ører uden filtrede kabler. Den trådløse teknik fungerer både til samtale og musik. Vi har testet 10 forskellige monoheadsets og 9 forskellige musikhøretelefoner på jagt efter de headsets, der ikke kun sidder godt på hovedet men også leverer god lyd i begge retninger.

Mono

Bose Headset Series 2

Series 2 blev allerede lanceret i 2011, men virker stadig som et af de bedre headsets på markedet. Det er et let og smidigt headset, der sidder godt i øret uden bøjle. En særlig egenskab, der adskiller Bose Series 2 fra andre headsets, er, at det kun fungerer på det ene øre. Headsettet laves i to forskellige versioner, men du må altså bestemme dig for, hvilket øre du vil bruge, før du køber. Prisen er på cirka 1.000 kroner og gør Bose monoheadsettet til det dyreste i testen – med god margin til nummer to. Bortset fra de udmærkede ørepropper matcher kvalitetsfornemmelsen ikke prisen, men når det gælder lydkvaliteten, er headsettet i topklasse. Bose har en skydemekanisme til at slå headsettet til og fra, og knapperne til at justere volumen og besvare samtaler er store og godt placeret. Komforten og lydkvaliteten er områder, hvor Bose brillerer. Lyden i øret er udmærket, men frem for alt er det mikrofonen, der imponerer. Der er også understøttelse af A2DP, så du kan bruge headsettet til at lytte til podcast eller lydbøger. Hvis man følger instruktionerne og fæster headsettet ved at vride proppen ind i ret vinkel, sidder det rigtig stabilt og bekvemt.

For: Let og bekvemt. God lyd.

Imod: Fungerer kun på det ene øre.

Jabra Talk

Et diskret og billigt headset, men trods det understøtter det A2DP, der giver betydeligt bedre lydkvalitet end den almindelige headsetprofil. Lyden ved almindelige mobilsamtaler bliver ikke bedre, men du kan bruge headsettet til for eksempel podcast, uden at det lyder, som om programmet kom fra den anden ende af en telefonforbindelse. Desværre er højtalerelementet ikke af så høj kvalitet, at A2DP-lyden kommer til sin fulde ret, men Jabra Talk leverer alligevel rigtig meget for pengene. Headsettet kommer med gummipropper i forskellige størrelser og en ørebøjle, men jeg har svært ved at finde en favorit. Med en vægt på under 10 gram får komforten alligevel en rimelig karakter, men byggekvaliteten er ikke højere, end prisen indikerer. Mikrofonen giver ret svag lyd, og der findes betydeligt bedre alternativer, hvis du vil have et headset, der kan klare vind og støjende omgivelser. Talk er enkelt at bruge med en tydelig knap til at slå headsettet fra og en stor flade, der udgør svarknappen.

For: Diskret. God lyd ved lytning.

Imod: Plastikagtigt. Svag mikrofonlyd.

Jabra Clear

Med to forskellige varianter i henholdsvis sort og hvid højblank finish satser Jabra på et udseende, der skal passe til mobiler som iPhone og Samsung Galaxy S III. Jabra lykkes ret godt med at matche i hvert fald Samsungs topmodel, når det gælder kvalitetsfornemmelsen, men headsettet giver ikke nogen ekstrem ydeevne og graver heller ikke alt for dybe huller i tegnebogen. Headsettet indeholder en DSP – en signalprocessor, der kan reducere støjen ud af den digitale lydstrøm. Den gør et godt stykke arbejde med at holde støjniveauet fra mikrofonen nede, men de analoge dele er af enklere kvalitet. Det mærker man ikke mindst, når man lytter. Headsettet kan ikke måle sig med dyrere modeller, når det gælder lydkvaliteten, trods understøttelse af A2DP. Plastmaterialet i ørebøjlen er også lige hårdt nok til at være rigtig bekvemt, men headsettet er så let, at det også kan fungere uden bøjlen, og designet er gennemtænkt på andre punkter. Jabra Clear har en skydemekanisme til strømmen og knapper til samtale og volumen. På indersiden af headsettet er der to lysdioder – en til Bluetooth-status og en til batteriniveauet. Det gør det enkelt at se, om headsettet er klar til at blive koblet til mobilen, eller om batteriet er ved at løbe tør. Den sidstnævnte tilstand indikeres desuden af en stemme i headsettet, der siger ”low battery”. Jabra Clear oplades via almindeligt mikro-USB-stik, og der indgår oplader til både 12 volt og stikkontakt i æsken.

For: Leveres med biloplader.

Imod: Middelmådig lydkvalitet.

Jabra Supreme UC

Jabra Supreme er et headset fyldt med god hardware og den nyeste teknik, men designet minder mere om en af Ericssons prototyper fra omkring årtusindskiftet. Nogle producenter har satset alt på signalbehandling og glemt, at mikrofonens kvalitet og placering også spiller en rolle, men Jabra er lykkedes med begge dele. Den lange foldbare mikrofonbom gør, at lyden bliver rigtig god hos modparten. Jabra Supreme er næsten 9 centimeter lang foldet ud, men når man folder headsettet sammen, bliver det ret nemt at opbevare, samtidig med at strømmen automatisk slås fra. Ved mikrofonen er der en knap til stemmestyring. Kommandoen ”Battery” bruges til at få oplyst batteriniveauet, og ”Redial” til at ringe til det sidst anvendte nummer. Jabra Supreme har også en indbygget stemme, der oplyser aktuel status – for eksempel ”Battery level is high”. Headsettet kan også oplyse nummeret på den, der ringer, ved hjælp af talesyntese. Supreme UC har en stor ørebøjle, og højtalerdelen er dækket med et skindlignende materiale, så komforten er i orden, selvom Supreme er tungest blandt de almindelige monoheadsets. Til podcast og andre apps, der drager nytte af lyd med hele det hørbare register, er der A2DP. Betegnelsen ”UC” på æsken står for Unified Communication og betyder, at headsettet leveres med en Bluetooth-adapter til USB. Det gør, at du kan bruge Jabra Supreme til for eksempel Skype-samtaler, selvom computeren ikke understøtter Bluetooth.

For: Lyd i topklasse. God komfort.

Imod: Stort og tungt.

Jawbone Icon HD

Icon HD er en forsigtig opdatering af gamle Icon, som vi testede i vinteren 2010. HD-versionen har en opdateret software og et nyt og større højtalerelement, der ifølge Jawbone skal give endnu bedre lydkvalitet. Når det gælder designet, er der kun et cover til forskel fra gamle Icon, der kom i 10 forskellige versioner. Til mikrofonlyden benytter Jawbone deres egen løsning, der kaldes ”NoiceAssassin”, til at reducere støjen. I stedet for bare at øge antallet af mikrofoner og bruge signalbehandling har Jawbones headset en lille knop på indersiden, der opfanger ansigtets vibrationer. Det gør, at lyden kan blive rimelig, selv i støjende omgivelser. Selve headsettet er lavet i plast og er meget let i forhold til størrelsen. Det, der redder kvalitetsfornemmelsen, er tilbehøret og coveret med struktur og detaljerede mønstre i plasten. Headsettet vejer 8 gram og har god batteritid af et letvægtsheadset at være. Der er ingen volumenknap, så lydstyrken skal justeres på mobilen. Jawbone Icon har masser af finesser som A2DP og oplyst status. Du kan også styre musikafspilleren ved at banke på headsettet. iPhone-brugere kan se headsettets batteriniveau direkte i statuslinjen. Til Android skal man have en særlig app for at kunne det, men den kan også læse information fra mobilen højt såsom aktuel tid eller næste møde i kalenderen. En unik funktion hos Jawbone er muligheden for at installere indhold i headsettet. Præcis som hos andre mærker er der mulighed for at opdatere firmware, men Jawbone har desuden en side med indhold på adressen mytalk.jawbone.com, hvor du kan hente nye stemmer til headsettets statusbeskeder og lægge nye finesser ind som stemmestyring og informationstjenester. Icon HD findes også i en pakke sammen med tilbehøret ”The Nerd”. Det er en Bluetooth-adapter til USB-porten. Har din computer allerede indbygget Bluetooth, er det altså bedre at spare et par hundrede kroner og bare købe headsettet.

For: Let. Smart lydteknik.

Imod: Plastikagtigt.

Jawbone Era

Jawbone Era har et lidt slankere design end Jawbone Icon HD men benytter samme avancerede teknik til at forvandle ansigtets vibrationer til støjfri lyd. For at drage nytte af funktionen er det vigtigt at finde den rette pasform, så sensoren – en lille knop på indersiden af headsettet – virkelig ligger mod ansigtet. Når headsettet sidder rigtigt, er lyden rigtig god – selvom du ringer fra baren eller cykelturen. Byggekvaliteten er lidt hen mod det plastikagtige, men udbuddet af forskellige farver og covere gør, at man alligevel kan finde en favorit. Era er et par gram tungere end Jawbones headset i Icon-serien. Det gør desværre, at Era sidder dårligere, hvis man bruger det uden bøjlen. Jawbone Era har ingen dedikeret volumenknap, men man kan justere lydstyrken ved at holde samtaleknappen trykket ind. Risikoen er stor for, at man kommer til at lægge på i stedet, så det er bedre at justere volumen på mobilen. Jawbone har mange unikke funktioner – for eksempel mulighed for at installere ”apps” i form af nye stemmer eller oplæst nummerpræsentation i headsettet, men den mest interessante finesse er bevægelsessensoren. Du kan for eksempel ryste headsettet for at koble det til en ny mobil eller banke på coveret for at svare. Jawbone Era understøtter A2DP, og for iPhone-brugere er der også mulighed for at se batteriniveauet på skærmen.

For: Udmærket mikrofonlyd trods lille format.

Imod: For tungt til at sidde godt uden bøjle.

Nokia BH-112

Nokias nye begyndermodel koster under 200 kroner hos de fleste forhandlere (faktisk set helt ned til under 100 kroner), men trods det er det lykkedes Nokia at undgå en trist og intetsigende discountmodel. BH-112 er lavet i et plastmateriale, der føles solidt – omtrent som en Legoklods – og headsettet findes i mange forskellige farver, der matcher Nokias udbud af farverige Lumia-modeller. Ydersiden har en lille strømafbryder, og derudover er der en enkelt stor knap til alle andre funktioner. Det er alt – på godt og ondt. Funktionerne er få, men til gengæld er headsettet let at bruge. Det, der mangler, især med tanke på, hvor godt udseendet passer til Lumia-serien, er NFC. Headsettet når med god marginal op på den lydkvalitet, vi forventer i prisklassen. Mikrofonen er det svageste punkt – BH-112 duer ikke til samtaler i støjende omgivelser.

For: Muntert design. Billigt.

Imod: Mangler A2DP og NFC.

Plantronics Voyager Legend

Plantronics fortsætter med at opdatere deres Voyager-headset. Legend følger grundopskriften men giver betydeligt flere og mere synlige nyheder end Pro- og HD-versionerne. Mikrofonbommen har fået et helt nyt og smartere design, og kvalitetsfornemmelsen er blevet endnu bedre med perforeret overflade i metal over mikrofonelementerne. I leddet mellem mikrofonbommen og den del, der rummer batteriet, er der to store knapper. Den ene bruges til at besvare samtaler, og den anden aktiverer stemmestyringen. Lydkvaliteten i øret ligger på niveau med forgængerne, men den nye mikrofonløsning gør, at Voyager også når op til den absolutte topklasse for den udgående lyd. Voyager Legend har en indbygget bevægelsessensor, der gør, at headsettet ved, om det sidder på dit øre. Det gør, at du slipper for at få lyden i headsettet, når du svarer med mobilen og omvendt. Sensoren kan også styre mobilen via AVRCP, så musikafspilleren eller podcast-appen pauser automatisk, når du tager headsettet af. Headsettet vejer mere end dobbelt så meget som de letteste monoheadset, men formen med batteri og elektronik i enheden bag øret gør, at vægten fordeles godt, og Voyager Legend er bekvemt at bære i mange timer i træk. Headsettet kommer med oplader til både 12 volt og stikkontakt. Voyager Legend har et magnetisk specialstik til opladeren – en forskel i forhold til de tidligere versioner, der alle har haft standardstik. Den nye ledning er let og praktisk at koble til men betyder samtidig, at du ikke kan bruge mobilens oplader men skal holde styr på adapteren, der følger med headsettet. Et års abonnement på Vocalyst-tjenesten med avanceret stemmestyring til mail og sociale netværk indgår. Plantronics har også en Android-app, der skal vise batteriniveau og linke til manualerne, men da vi tester det, lader Voyager Legend til at være for ny en model – headsettet dukker ikke op i appen. Da vi tester med et gammelt Voyager Pro HD, fungerer appen, som den skal, så vi håber, at Plantronics kan løse dette med en opdatering.

For: Bekvemt. God lyd. Bevægelsessensoren.

Imod: Specialstik til opladeren. Uaktuel app.

Sennheiser EZX 80

EZX 80 er et headset, der gør det meste rigtig godt, dog uden at brillere rigtigt på noget område. De svage punkter er få – strømknappen kan skramle til tider, og stemmen, der læser status op, lyder meget ru og overkomprimeret. EZX 80 understøtter A2DP, men lyden i headsettet ligger på nogenlunde samme niveau som de billige modeller. Det samme gælder kvalitetsfornemmelsen. Hverken plastmaterialerne eller komforten sladrer om, at dette er et headset i premiumprisklassen. Lyden hos modparten er derimod bedre end gennemsnittet. Sennheiser er lykkedes fint med mikrofonerne, og EZX 80 lyder lige så godt fra bilen som fra et stille kontor. Headsettet leveres med både 12-volts- og stikkontaktoplader. Med iPhone vises headsettets batteriniveau på skærmen.

For: God mikrofonlyd. Leveres med to opladere.

Imod: Ru indbygget stemme.

Sennheiser VMX 200

Sennheiser EZX 80 lyder bedre, end det ser ud – med VMX 200 er det det modsatte. Headsettet er lille og let, og selvom det er bygget i metalfarvet plast i stedet for den ægte vare, får kvalitetsfornemmelsen en god karakter. Vægten er lav nok til, at headsettet sidder godt i øret uden bøjle. Det svage punkt er mikrofonen. Eller rettere mikrofonerne. Ifølge specifikationerne har VMX 200 dobbelte mikrofoner og DSP til støjreducering, men lyden hos modparten lyder som et headset til under 200 kroner. Højtaleren i VMX 200 er derimod rigtig god. Lyden er klar, og headsettet kan efter behov levere stærkere lyd end konkurrenterne. Karakteren trækkes dog ned af, at headsettet mangler A2DP. Trods den fine højtaler må man altså nøjes med lyd af telefonkvalitet fra mobilens medie-apps.

For: Let og velbygget.

Imod: Dårlig mikrofonlyd. Mangler A2DP.

Stereo

Harman Kardon BT

Harman Kardon er gået sine egne veje for at få høretelefonerne til at passe på forskellige hoveder. I stedet for at gå på kompromis eller bygge justeringsmuligheder ind leveres høretelefonerne med to forskellige bøjler. Det er ret enkelt at løsne høretelefonerne og skifte bøjlen, så du slipper for høretelefoner, der klemmer eller er for store. Det meste på høretelefonerne, der ligner metal, er metal. Kvalitetsfornemmelsen er høj – ikke mindst på led og hængsler – men ledningerne trækker karakteren ned. Tråden, der går mellem højre og venstre høretelefon, er eksponeret og ser virkelig tynd og sårbar ud ved siden af den skarpe metalkant på bøjlen. Harman Kardon BT leveres med et kabel, så høretelefonerne også fungerer med apparater uden Bluetooth. Til musik leverer Harman Kardon rigtig god lydkvalitet. Neutral og detaljeret lyd med standardindstillinger, og med mobilens equalizer er det nemt at justere lyden efter smag og behag. Som headset er Harman Kardon BT ikke lige så genialt. Mikrofonen sidder skjult bag et lille gitter, og selv de billigste monoheadsets er mere behagelige at føre samtaler i. Headsettet kan oplades via USB, men desværre passer standardstikket ikke direkte i høretelefonerne.

For: God musiklyd. Bøjler i forskellige størrelser.

Imod: Følsomme ledninger. Dårlig samtalelyd.

Jabra Halo 2

Jabras foldbare Halo-høretelefoner har flere funktioner, som vi ikke finder i andre produkter. Halo har et indbygget USB-lydkort, så du kan koble dem direkte til en computer og lytte til musik eller foretage IP-samtaler, samtidig med at batteriet lader. Der er også en ledning til ikke-trådløse apparater med almindeligt 3,5-millimeterstik. Høretelefonerne er rigtig flotte og har fået et lettere opfrisket udseende med sølvfarvede flader, men den følsomme fløjlsbeklædte inderside er der stadig, ligesom de besværlige touch-knapper til volumen. Touch-knapper fungerer fint til at styre musikafspilleren, men det er svært at justere volumen, så den bliver tilpas. Jabra Halo 2 spiller ikke så dybt i bassen, men ellers er lydkvaliteten fin. Høretelefonerne fungerer bedst til at lytte til musik med, og mikrofonlyden er lidt for lav. Det er enkelt at indstille tilpas størrelse, og høretelefonerne sidder godt på hovedet. Når man folder dem sammen, slås strømmen fra automatisk, men man skal tage godt fat, når man folder dem ud igen, for at de aktiveres.

For: Bekvemme. Indbygget lydkort.

Imod: Dårlig mikrofon.

Nokia BH-221

Det er nogle år siden, Nokia sidst kom med en stereo-dongle med mere end de mest grundlæggende funktioner, men i årets test er man tilbage på banen. BH-221 er betydeligt billigere end Nokia Essence men har mange brugbare funktioner. På siden af enheden er der en stor knap, der skifter mellem headsetfunktion og FM-radio, og på hver side er der et tydeligt OLED-display. Hvis du har en mobil med NFC, er det nok at holde headsettet mod telefonen for at tilslutte. Da Nokias første headset med NFC kom, fungerede teknikken kun med Nokias egne mobiler, men tilslutningen med NFC kan nu også bruges med for eksempel Samsung Galaxy S III. Headsettet fungerer naturligvis også med andre Bluetooth-mobiler, men så foregår tilslutningen på den gode gamle måde via mobilens menuer. Hele forsiden af headsettet består af en firvejsknap med svarknap og kontroller af musikafspilleren. Langs siderne er der knapper til volumen og strøm. Dedikerede knapper til alle funktioner i stedet for kombinationsknapper og menuer gør det enkelt at komme i gang med headsettet. Malurten i bægeret udgøres af de elendige medfølgende høretelefoner.

For: NFC. Display. FM-radio.

Imod: Leveres med triste høretelefoner.

Nokia Essence BH-610

Funktioner som radio og display er skrællet bort, og finesserne i Nokia Essence handler om lydkvalitet. Headsettet er udrustet med aktiv støjreducering og skal, ifølge Nokia, kunne lukke 99,8 procent af baggrundsstøjen ude. Til forskel fra BH-221 og dongle-headsettene fra Sony og Sony Ericsson har Nokia Essence fastmonterede høretelefoner. På ledningen til højre sidder mikrofonen. Det gør, at lyden hos modparten aldrig bliver dårligere end med et godt kabelset – en klar forbedring sammenlignet med andre dongle-headsets, hvor mikrofonlyden knap kan høres, hvis headsettet er havnet forkert på tøjet. Selve høretelefonerne er af in-ear-model men betydeligt større og tungere end det meste, vi har testet. Ved første prøvelytning er lyden overraskende tynd, men på siden af headsettet er der knapper mærket ”bass” og ”treble”, så det er meget enkelt at justere headsettets indbyggede equalizer. Støjreduceringen aktiveres med en særlig knap, og lyden bliver helt anderledes med funktionen slået til. Bassen og diskanten forstærkes, og musikken får en karakter, der lyder bedre i støjende omgivelser – men jeg tvivler på, om funktionen er så effektiv over for støjen. Ventilationen på kontoret høres stadig nogenlunde lige så tydeligt, selvom det lyder anderledes, når støjreduceringen er aktiv. Byggekvaliteten er af høj klasse med metaldele, filterfri ledning og matsort plast med en næsten keramisk fornemmelse. Designet virker ikke lige så frisk som for eksempel Nokia BH-221, og headsettet benytter Nokias gamle oplader med smal stift, men god batteritid, god lyd og understøttelse af NFC gør, at Nokia Essence alligevel føles som et moderne produkt.

For: NFC. God lyd.

Imod: Vægten.

Plantronics Backbeat Go

Plantronics musikhøretelefoner Backbeat har fået et komplet makeover siden sidste års test. Den nye version – med tilføjelsen ”Go” i navnet – består af in-ear-høretelefoner på en kort ledning uden nogen stor dongle. Batteri, mikrofon og al elektronik sidder indbygget i selve høretelefonerne og i den kompakte fjernkontrol på ledningen. Sony Ericsson havde et headset af samme type for et par år siden, og Plantronics Backbeat Go lider af omtrent samme mangler. Den ekstra vægt af batterier i høretelefonerne gør, at de sidder dårligere, og den begrænsede plads resulterer i dårlig batteritid. Lyden er god, og mikrofonlyden er udmærket, med tanke på det er et musikheadset. Knapperne på fjernkontrollen er ret træge, men alle vigtige funktioner er der, og du kan svare, justere volumen og styre musikafspilleren. Backbeat Go fungerer godt sammen med Plantronics Android-app, der giver dig manual og aktuel batteritid på mobilen. På Android vises batteritiden som en notificering, når du tilslutter headsettet. Med iPhone får du i stedet en ekstra batteribjælke i statusfeltet.

For: God lyd. Smidigt format.

Imod: Ubekvemme. Dårlig batteritid.

Sennheiser MM 550-X

Et par reelle musikhøretelefoner med alle finesser og tilbehør. Sennheiser har virkelig ikke sparet på krudtet, når det gælder MM 550-X, og i forhold til kvalitetsfornemmelse og specifikationer er høretelefonerne virkelig i topklasse. Designet helt i matsort er diskret sammenlignet med de mest trendy musikhøretelefoner på markedet, og konstruktionen er forstærket med metaldele i hængslerne, hvilket bidrager til en professionel fornemmelse. En anden detalje, der imponerer, er batteriet. Du kan let tage batteriet ud af headsettet og koble det direkte til opladeren via mikro-USB. Ekstra batterier koster 400 kroner stykket, så man kan supplere med flere til lange rejser. Lyden er udmærket, men kun så længe den aktive støjreducering og ”SRS”-funktionen er slået fra. SRS siges at give en tredimensionel surround-fornemmelse, men jeg synes mere, det lyder, som når musikfiler af god kvalitet er blevet lavet til overkomprimerede MP3’ere. Støjreduceringen når ikke op på det niveau, vi forventer af et par høretelefoner, der koster omkring 3.000 kroner. Lydgengivelsen påvirkes ikke lige så meget som hos Nokia Essence, men musikken får dårligere mellemregister med funktionen aktiveret. Selve støjen forsvinder ikke men får en blødere karakter. MM 550-X kan også bruge de udvendige mikrofoner (talk through), så du kan høre omgivelserne tydeligt uden at tage høretelefonerne af. Pasformen er hård, og det bløde skindlignende materiale i høretelefonerne ånder desværre rigtig dårligt. Ved almindelige rumtemperatur begynder høretelefonerne at føles ubehageligt varme efter godt 20 minutter, og jeg har ikke lyst til at bruge dem i bussen en sommerdag. Sennheiser MM 550-X kommer med en velfyldt opbevaringskasse med kabler og adaptere, så du kan lytte med ikke-trådløse apparater eller koble dig til lydanlægget på et fly.

For: Løst batteri. Høj byggekvalitet.

Imod: Trange og varme.

Sennheiser MM 400-X

Kvalitetsfornemmelsen i MM 400-X er helt på niveau med Sennheisers store musikhøretelefoner, trods prisforskellen på godt 1.400-1.500 kroner. Høretelefonerne kan foldes og passer ned i en normalstor jakkelomme. MM 550-X har store bøffer rundt om ørerne, mens MM 400-X sidder udenpå. Det gør, at man hører lidt mere af omgivelsernes lyd, men samtidig er MM 400-X lettere og køligere at bære. Lydkvaliteten er rigtig god. Større høretelefoner kan gå lidt dybere i bassen, men MM 400-X spiller neutralt og detaljeret over et bredt register, og vil man have lidt ekstra tryk i de lavere frekvenser, kan man ordne det med mobilens equalizer. Høretelefonerne har Sennheisers smarte løse batteri med indbygget opladerstik. Skulle batteriet blive dårligt med tiden – eller hvis du har brug for at lytte i længere perioder, end en opladning rækker – er det altså enkelt at købe et nyt batteri. Sennheiser MM 400-X mangler aktiv støjreducering og talk through, men mikrofonen fungerer over forventning og giver samtalekvalitet i klasse med et rimelig godt monoheadset. I æsken indgår kabel til enheder uden Bluetooth og en adapter til lydstikket i flyet.

For: Løst batteri. God samtalelyd.

Imod: Mangler aktiv støjreducering.

Sony Ericsson MW600

MW600 har været med længe og ligner desuden flere tidligere modeller fra Sony Ericsson, men til godt 300 kroner er det et meget rimeligt musikheadset. Headsettet består af en cylinder med clips og mikrofon, knapper og display. MW600 leveres med in-ear-høretelefoner, og lydkvaliteten er god – som et par almindelige høretelefoner i 150-kroners-klassen. Mikrofonen er følsom over for vind og støj, så hvis du vil bruge headsettet til samtaler, er det bedst at gå ind på kontoret. Kvalitetsfornemmelsen får høj karakter. Gummioverfladen på knapperne, der styrer musikafspilleren, giver et solidt indtryk, og donglen sidder stabilt på tøjet. Jeg er ikke lige så imponeret af volumenknappen. Den udgøres af en aflang touch-flade, som man skal stryge over med fingeren for at justere lyden. Almindelige +- og –-knapper fungerer bedre og fungerer også, når headsettet ikke er koblet til en mobil. Radioen har RDS, så du kan se, hvilken station den er indstillet på – både med navn og frekvens. Det lille display benytter OLED-teknik og sidder fint skjult bag en blank flade i plasten.

For: Standardstik til høretelefoner. FM-radio.

Imod: Besværlig volumenknap.

Sony MW1

Sony er ikke kommet lige så langt med at lancere tilbehør, som de er med at spytte nye mobiler ud, efter at Ericsson solgte deres andel. MW1 tager over, hvor Sony Ericson MW600 stoppede, og er en stereo-dongle med løse høretelefoner. MW1 er større og tungere end sine forgængere, men det giver plads til bedre knapper og et tydeligt OLED-display med to linjer. Høretelefonerne kobles til med almindeligt 3,5-millimeterstik, og Sony har ikke sparet på kvaliteten. Høretelefonerne leverer god musiklyd og har flade ledninger, der ikke filtrer så let. Hvis man skal indvende mod noget, er det, at ledningen er godt ti centimeter for lang. MW1 er ikke kun et headset til mobilen – du kan også bruge det som en fritstående FM-radio med RDS eller en MP3-afspiller. Et hukommelseskort på 2 GB indgår, og headsettet kan afspille de fleste filformater. Brugerfladen er meget simpel sammenlignet med mobilens musikafspiller, men funktionen er brugbar, hvis du vil slippe for at tage mobilen med til træning eller ud at solbade. Headsettet oplades via et almindeligt mikro-USB-stik, men desværre får du ikke adgang til hukommelseskortet via kabel til computeren. For at overføre musik skal du tage kortet ud af headsettet og koble det til via den medfølgende kortlæser.

For: Leveres med gode høretelefoner. Fungerer som MP3-afspiller.

Imod: Stor og plastikagtig dongle.

Komme i gang

Mobilens menuer er vigtigere end headsettets funktioner, når det handler om at gøre det enkelt at komme i gang. Nokia står for den store innovation, når det gælder brugervenlighed. Stereoheadsettene Essence og BT-221 benytter NFC og kan tilsluttes kompatible mobiler – også Android-telefoner – uden et eneste tryk på skærmen. Alt, der skal til, er at holde headsettet mod mobilens bagside et sekund eller to. Headsettene fra Jawbone, Plantronics Voyager, Jabra Talk og Clear og Bose Series 2 har tydelige knapper til strømmen. Det gør det enkelt at se, om headsettet er tændt eller slukket, og dermed slippe for unødigt batteriforbrug. Sennheisers stereoheadsets – især MM 550-X – og Harman Kardon BT har lidt højere indlæringstærskel end konkurrenterne i testen. Flere funktioner kræver, at man trykker det rette antal sekunder på funktionsknappen, og statussen indikeres af blinkende lysdioder i forskellige farver i stedet for med stemme i telefonen. En indbygget stemme, der oplyser aktuel status, findes tilmed i rigtig billige headsets som Nokia BH-112, men Jabra og Plantronics er kommet længst og har flest og bedst funktioner. Plantronics har også en app, der skal gøre headsettets manual tilgængelig i mobilen, men det falder igennem, når man har misset at opdatere appen med de nyeste produkter.

Vinder: Nokia Essence

Materiale og kvalitet

At bygge et headset, der er let nok til at sidde godt og samtidig holde til daglig brug, er en svær opgave. Et godt plastmateriale er en funktionel løsning – mest solidt i forhold til vægten – men udseendet og kvalitetsfornemmelsen bliver ofte dårligere end med metal. Jawbone er lykkedes ret godt ved at smede struktur og mønster ind i plasten. Jabra Clear, Nokia BH-221 og Bose Series 2 er flere eksempler på headsets, der kan bruge lette plastmaterialer uden at virke billige. Årets test indeholder ingen rigtige bundfisk, men Jabra Talk og Nokia BH-112 virker lidt mere enkle, selvom Nokia kompenserer med sjovt design. Harman Kardon BT har et interessant design med metalstel, der kan skiftes ud, men de plastikagtige bøffer og de tynde ledninger gør, at det ikke kan blive til topkarakter. Blandt musikhøretelefonerne er Sennheiser lykkedes bedst. Både MM 400-X og 550-X er gode, men 400-X er en mere elegant konstruktion og fortjener en højere karakter. Blandt monoheadsettene er det Plantronics Voyager Legend, der løber med sejren. Metallet over mikrofonerne, det magnetiske opladerstik og det opdaterede design af knapperne bidrager alt sammen til helhedsindtrykket.

Vindere: Plantronics Voyager Legend og Sennheiser MM 400-X

Funktioner

Blandt monoheadsettene er stemmestyring og mulighed for bedre lyd via A2DP-funktioner det, der adskiller de finesserige headsets fra enklere modeller. Kun Nokia BH-112 og Sennheiser VMX 200 mangler A2DP. I Nokias tilfælde kan manglen undskyldes med prisen, men det gælder ikke Sennheiser. Jawbones headset har flere unikke funktioner. Bortset fra finesserne, der har med støjreduceringen at gøre, indeholder headsettene en bevægelsessensor, der gør det muligt at tilslutte til en ny mobil ved at ryste headsettet. Med Jawbone Icon HD kan du desuden styre musikafspilleren ved at banke på headsettet. Jawbones headset kan også kobles til computeren for at opdatere og konfigurere headsettet eller udskifte den indbyggede stemme. Også Plantronics Voyager Legend har en bevægelsessensor, men den bruges i stedet til at afgøre, om headsettet sidder på øret. En smart løsning, der gør, at du slipper for at få lyden i headsettet, når du besvarer et opkald. Jabra Supreme UC og Plantronics Voyager Legend har dedikerede knapper til stemmestyring. Du kan besvare og afvise samtaler, bede om at blive ringet op eller spørge, hvor meget batteri der er tilbage. Alle stereoheadsets i testen har knapper til at styre musikafspilleren. Nokia BH-221 og Nokia Essence har bedst og tydeligst musikknapper, men Sony og Sennheiser ligger ikke langt efter. Jabra Halo 2 har desuden indbygget lydkort til tilslutning til computeren via kabel. Sony Ericsson MW600, Sony MW1 og Nokia BH-221 har indbygget FM-radio med gode og tydelige OLED-displays. Sony MW1 vinder dog finesseligaen takket være hukommelseskortpladsen, der gør det muligt for headsettet at fungere som en fritstående MP3-afspiller.

Vinder: Jawbone Icon HD og Sony Ericsson MW1

Lyd

Lydkvaliteten består af to dele. Dels hvor gode høretelefonerne, eller høretelefonen, når det gælder monoheadsets, lyder, dels hvor godt det lyder hos modparten – det vil sige, hvor godt mikrofonen fungerer. Jawbone har en unik mikrofonløsning med en sensor, der opfanger vibrationer fra ansigtet. I rigtigt støjende miljøer er Jawbones headsets overlegne – så længe sensoren ligger mod ansigtet. Ifølge specifikationerne benytter Jawbone Icon HD en mere enkel version af støjreduceringen, men jeg synes, de begge har samme fine resultat. Plantronics Voyager Legend, Bose Headset Series 2 og Jabra Supreme UC benytter konventionelle mikrofoner men lyder bedre end Jawbones headset under normaltstøjende forhold. Plantronics Voyager Legend og Jabra Supreme UC er lettest at få til at sidde godt på øret og giver altid god lydkvalitet, mens Jawbone og Bose skal sidde ret præcist for det bedste resultat. Bose, Jabra Supreme og Jawbone Era har de bedste højtalere blandt monoheadsettene tæt fulgt af Plantronics Voyager Legend, Jawbone Icon HD og Sennheiser VMX 200. Sennheisers to stereoheadsets dominerer musikkategorien. MM 550-X leverer uden tvivl den bedste lyd, men støjreduceringen og 3D-effekterne imponerer ikke. Når det gælder samtalelyden, har MM 400-X en betydeligt bedre mikrofon, så sammenlagt indtager MM 400-X førstepladsen i kategorien, selvom begge headsets fortjener fem point. Harman Kardon BT har udmærket musiklyd men havner i bunden, når det gælder samtalekvaliteten. Nokia Essence og Jabra Halo har de stærkeste firtaller. Heller ikke Nokia er det lykkedes at levere en aktiv støjreducering i topklasse, men høretelefonerne klarer musik fint, og løsningen med mikrofonen på ledningen giver samtalelyden et løft. Sony og Sony Ericsson leverer deres dongle-headsets med bedre høretelefoner end dem, der følger med Nokia BH-221, og får derfor hvert deres lille firtal sammen med Plantronics Backbeat Go. Topstriden er tæt i talekategorien med hele fem forskellige headsets, der kommer op på topkarakter. Plantronics Voyager Legend løber dog med kategorien, da headsettet altid lyder godt – næsten uanset hvordan det sidder på øret.

Vinder musik: Sennheiser MM 400-X

Vinder tale: Plantronics Voyager Legend

Komfort

Nokia BH-112 er testens letteste headset, men ørepropperne, der indgår, er lidt for bløde, og headsettet føles derfor tungere, end det er. Generelt er lette headsets ellers mere bekvemme, selv når pasformen og kvaliteten af materialerne ikke passer helt med øret. Det redder Jabra Talk, der sidder ret godt, trods dårlige ørepropper. Jawbones headset kommer med mange forskellige tilpasningsmuligheder. Icon HD sidder rigtig godt, mens Era er et par gram tungere, og det kan man desværre mærke. Begge Sennheisers monoheadsets placerer sig på et niveau lige under topplaceringerne. De hører ikke til testens letteste headsets men sidder alligevel godt og er bekvemme at bære. Jabra Supreme UC og Plantronics Voyager Legend er testens tungeste monoheadsets med en vægt på 18 gram. De har begge store bøjler, der fordeler vægten på en stor flade, så det fungerer alligevel fint at have dem på hele dagen. Plantronics Voyager Legend er lettere at tage på og leveres med ørepropper i tre størrelser. Årets startfelt indeholder ikke et headset, der er tydeligt tilpasset til træning, men dongle-headsettene Nokia BH-221 og Sony MW1 er gode valg. Nokia BH-221 har en rigtig god klemme til at fæste headsettet på tøjet. Plantronics Backbeat Go og Nokia Essence har høretelefoner, der er lidt tungere end de høretelefoner, der følger med Sony Ericsson MW600, Nokia BH-221 og Sony MW1, så de er ikke favoritter til træning. Sennheiser MM 550-X sidder hårdt på hovedet og bliver meget varme. Fra et komfortperspektiv er Jabra Halo 2, Harman Kardon BT og Sennheiser MM 400-X bedre alternativer, hvis du kan lide store musikhøretelefoner. Bose Headset Series 2 har den unikke egenskab, at du allerede i butikken må vælge mellem headset til højre eller venstre øre, men ørepropperne, der indgår, er testens bedste. Plantronics Voyager Legend er et lige så godt valg, hvis du vil have et headset, der sidder godt til en lang arbejdsdag, men Bose løber med sejren, eftersom Headset Series 2 lykkes med at opnå en god komfort, samtidig med at headsettet er let og diskret.

Vinder: Bose Headset Series 2

Vinder – Mono: Plantronics Voyager Legend

Plantronics headsets i Voyager-serien plejer at klare sig godt i test, men hverken Voyager Pro eller Voyager Pro HD havde høj nok finish eller lydkvalitet til at nå det øverste niveau på podiet. Med Legend-versionen har Plantronics løftet byggekvaliteten et hak op og opdateret mikrofonen med en løsning, der er både flottere og lyder bedre. Desuden er headsettet blevet enklere at bruge takket være nye og tydelige knapper.

Vinder – Stereo: Sennheiser MM 400-X

Sennheiser leverer to rigtige musikhøretelefoner til årets test, og de mindre og billigere MM 400-X bliver favoritten takket være god samtalelyd og udmærket komfort. Ser man kun på musikpræstationen, har MM 550-X bedre lyd, men forskellen er ikke stor, og MM 400-X har alle fordele fra den større model som batteri, der kan udskiftes, ledning til enheder uden Bluetooth og en velfyldt indpakning med taske og adaptere.

Tekstboks: Bluetooth-teknikken

Bluetooth blev udviklet til at erstatte ledninger og infrarøde datalinks med radiobølger – en løsning uden filtrede kabler, der også fungerer, hvor der ikke er frit udsyn. Bluetooth benytter det licensfri 2,4-GHz-bånd og sender på lav effekt – 2,5 mW er mest almindeligt. Rækkevidden er normalt op til 10 meter.

Standarden består af to dele – kerne og profiler. Kernen – ”Bluetooth Core” – bestemmer, hvordan kommunikationen skal foregå, og afgør strømforbrug og tophastighed. Version 2.1 og 3.0 er mest almindelige for kernen i dag, men til headsets har det kun lille praktisk betydning – andre faktorer er vigtigere for, hvor godt headsettet fungerer. Derimod er versionen et godt mål for alderen på kredsene under coveret på headsettet.

Mange headsets understøtter også EDR – Enhanced Data Rate – der højner overførselshastigheden fra 721 kbit/s til 3 Mbits/s. I de fleste tilfælde duer også den lavere hastighed til stereolyd af god kvalitet, men EDR giver større marginaler. Understøttelse af Bluetooth 4 dukker op i flere og flere modeller, men nyhederne er mere relevante til ekstremt strømbesparende apparater – for eksempel sportssensorer – og de ældre core-versioner er stadig nok til den bedste ydeevne i headsets.

Profilerne standardiserer det, man kan med Bluetooth, og for headsets er de vigtigste profiler Headset Profile (HSP), Handsfree Profile (HFP), Advanced Audio Distribution Profile (A2DP) og Audio/Video Remote Control Profile (AVRCP). HSP og HFP findes i alle headsets og er et must til stemmesamtaler. A2DP åbner for lyd med fuld båndbredde og findes i dag i mono- og stereoheadsets. A2DP forbedrer ikke lyden fra headsettets mikrofon men er et stort løft for kvaliteten fra musikafspilleren eller fra IP-telefoniapps. Bedste musikkvalitet bliver headsets, der understøtter aptX – en ny kodningsteknik, der mindsker kompressionsartefakterne, samtidig med at batteritiden bliver bedre. Headsets, der understøtter HFP version 1.6, kan oprette tovejslyd af høj kvalitet – et must for HD Voice-teknikken, der findes i mange IP-telefonisystemer og kan blive stort, når 4G slår igennem for alvor i mobilerne. AVRCP gør det muligt at styre musikafspilleren fra headsettet. Første version af AVRCP formidlede kun knaptryk – spil, pause, skift sang og så videre. Den aktuelle version (1.4) har fået mange nye funktioner til headsets og fjernkontroller med display – for eksempel visning af aktuel status, tid, sangtitler og kommende tracks på spillelisten.

Fortsættelse:

Tematikken er stadig aktuel. Redaktionen fandt det relevant at følge op på temaet. 30/11/1999 vinklede vi sagen videre med sagen; Smart udstyr til biler, cykler, både eller flyet – Følg den videre histore her. De sidste nyheder om temaet finder du her.