Supertest: GPS til bilen
_Side 5 Navigon 40 Plus_
Navigon 40 Plus
Navigon 40 Plus placerer sig på et mellemniveau, når det gælder pris og materialevalg – enheden er bygget helt i plast, men kvalitetsfornemmelsen er alligevel okay, og fæstet er stabilt. Brugerfladen er flot og har mange effekter med dybdefornemmelse, men der er ikke ”rigtig” 3D med højdekonturer i landskabet som i 70 Premium Live.
Derimod er der en udmærket vejbaneassistent og realistisk visning af, hvordan man skal køre på motorvejsafkørsler. Et lille tårn indikerer med høj præcision, hvor langt der er til næste manøvre, så det er let at følge med i instruktionerne. Interessepunkterne har som sædvanlig fået en tydelig plads i Navigons kortbillede, og man kan let få mere information frem ved at pege på interessepunktets symbol. Kort over Europa følger med fra køb.
Skriften i menuerne er ret lille, sammenlignet med Garmin eller TomTom, men til gengæld er kontrasten høj med hvid tekst på mørkegrå baggrund. Navigon 40 Plus har indbygget TMC-modtager, så trafikinformation indgår uden ekstra omkostninger. Plus-serien har alle funktioner fra Navigons Easy-modeller og desuden talesyntese og smart adressefunktion – bogstaver, der ikke passer ind i databasens navne, skjules automatisk.
Når enheden har beregnet ruten, præsenteres ofte to eller tre forskellige alternativer – en funktion, Navigon kalder ”MyRoutes”. De forskellige alternativer præsenteres med et enkelt kortbillede med de forskellige veje i orange, blå og grøn farve. Beregnet ankomsttid, strækning og resttid vises i små vinduer. Måske vil man normalt køre den hurtigste vej, men kan forestille sig at køre et minut ekstra, hvis strækningen er kortere. Her hjælper ”MyRoutes” godt med afvejningen mellem at spare tid og at spare benzin.
Der er også ikoner, der gør det enkelt at prioritere motorvej eller at fravælge ruter med færger eller afgiftsbelagte veje. 40 Plus har et nyt felt øverst på skærmen, der viser afstanden til nærmeste parkering, benzinstation og madsted – en smart måde til at planlægge afstikkere med mindst mulig omvej. Skærmen benytter resistiv teknik, og hverken skærmresponsen eller brugerfladens ydeevne er i topklasse, men det er alligevel en brugervenlig enhed med mange finesser i forhold til prisen.
For: TMC. Talesyntese
Imod: Passiv holder
Fra ca. 1.800 kroner