Supertest – smartphones med tastatur
_ BlackBerry Bold touch 9900_
BlackBerry Bold Touch 9900
Bold Touch 9900 er en klassisk BlackBerry-telefon med qwerty-tastatur under skærmen – designet, som Research In Motion introducerede med deres ”two-way pagers” i 90’erne.
Nokia har leveret flere vellykkede mobiler med samme tema de sidste par år, men med Bold Touch 9900 tager BlackBerry førertrøjen tilbage – i hvert fald når det gælder hardwaren.
Mobilen er meget velbygget med detaljer i metal og et bagstykke i kulfiber, hvor man kan se det karakteristiske vævede mønster i materialet. Mobilen er bred med sine 66 mm.
Det gør, at BlackBerry føles omtrent lige så klodset i hånden som de største touch-mobiler, men størrelsen gør også, at der er masser af plads til tastaturet. Tasterne udnytter hele bredden på nær en tynd metalliste. Tastaturet ville få fuld score, hvis ikke det var for en detalje – der er ikke danske bogstaver.
Jo, man kan da skrive på dansk ved at trykke på a eller o i kombination med den optiske styreknap, men BlackBerrys løsninger hører til de mest indviklede, jeg har prøvet.
BlackBerry Bold Touch 9900 er udrustet med den hurtigste processor i testen, hvis man ser på clock-frekvensen. Kombineret med en stor mængde hukommelse og et letdrevet system får vi en mobil, der virker utroligt hurtig.
Processoren bærer formentlig skylden for, at batteritiden er krympet en smule i forhold til sidste generation, men Touch 9900 holder trods det længe i forhold til konkurrenterne fra Android-lejren.
BlackBerry OS er simplere end Android eller iOS, men version 7 af systemet er opdateret med nye ikoner og føles både moderne og gennemtænkt. Startskærmen har et bredt felt med notificeringer, ur og genveje, og man kan stryge med fingeren for at få flere valg frem. Horisontalt for genveje eller nedefra og op for at åbne menuen med alle appene.
For at ringe til en kontakt skal man bare taste nogle cifre fra telefonnummeret eller bogstaver fra navnet, så dukker der forslag op.
Præcis som med iPhone er de fleste indstillinger samlet på et og samme sted – man går altså først til ”Setup” og derefter ”Email account setup” for at komme i gang med mail.
Indstillingerne synkroniseres med din konto hos BlackBerry, så har du mange konti, slipper du for at taste alt ind igen, hvis mobilen går i stykker, eller hvis du skifter til den seneste model.
Ti forskellige mailkonti kan samles inden for et og samme BlackBerry-ID, og det fungerer både med firmaservere og med tjenester som Gmail eller Hotmail. Mail og beskeder nås via et felt på startskærmen, og sms, mms og mail håndteres i en samlet brugerflade.
Alle beskeder – uanset om det er sms, mail, Facebook eller BlackBerrys eget PIN-system – er listet i en fælles indbakke, men det er let at filtrere indholdet, hvis du for eksempel kun vil se en specifik mailkonto.
Webbrowseren fungerer fint – du kan zoome med multitouch, abonnere på RSS-feeds, og alt går hurtigt og smidigt, men desværre understøttes Flash ikke. BlackBerry Bold Touch har et simpelt 5-megapixel-kamera uden autofokus, men musik- og videoafspillerne er rigtigt gode. Mobilen kan klare DivX-film, uden man selv skal finde en app til det, og der er et almindeligt 3,5-mm-stik til hovedtelefoner. Desværre er der ikke FM-radio.
For: Hurtig. Alle beskeder samlet.
Imod: Mangler taster til danske bogstaver. Fixfokuskamera.
Pris: 4.500 kroner