Symbian mere og mere populært
Symbian Limited har netop offentliggjort deres resultat for årets første kvartal. Volumenmæssigt ser det godt ud for det stadig mere populære styresystem til mobiltelefoner. Systemet findes nu på 235 modeller, hvilket giver en stigning på 35 procent sammenlignet med sidste år.
I alt skulle der være solgt mere end 206 millioner telefoner med Symbian som styresystem, og i årets første kvartal er der blevet solgt 18,5 millioner mobiltelefoner med det avancerede styresystem. Det er en stigning på 16,5 procent sammenlignet med første kvartal sidste år. Det forventes, at 30 procent af alle solgte mobiltelefoner i 2013 vil være smartphones.
Der findes i dag mere end 9.200 programmer til systemet, og det skulle endda være et meget forsigtigt tal, da blandt andet shareware og Java Midlets ikke er regnet med.
Symbian OS v9.3 er den nyeste version af systemet.