Taletid bliver billigere og nemmere
Så er det snart slut med at regne i enheder. Som den første mobiloperatør, lancerede Sonofon Taletidskortene og regnede fra start i enheder. Snart kom de andre operatører med på banen, men de har lige siden regnet i kroner.
– Vi ønsker, at det skal være så nemt og gennemskueligt som muligt for vores kunder at bruge deres mobiltelefon. Derfor erstatter vi nu de tidligere enheder med kroner og minutter og indfører en mere enkel og overskuelig prisstruktur, siger Rune Sørensen, koncernmarkedsdirektør i SONOFON.
Fremover vil der kun være tre forskellige minuttakster for Taletid, afhængig af hvor længe kortet skal være gyldigt:
Vælger man et månedskort er prisen for at ringe 1,50 kr. pr. minut.
For 3-måneders kort er minuttaksten 2,50 kr.
For kort, der er gyldige i 12 måneder, er taksten 4,50 kr. pr. minut.
Taksterne er ens hele døgnet og uanset om man ringer til en fastnettelefon eller en mobiltelefon.
Det er muligt for alle taletidskunder at ringe til udlandet samt bruge WAP.
Det nye system betyder samtidig, at taletidskunder i fremtiden kan få adgang til en lang række tjenester og serviceydelser eksempelvis download af ringetoner, logoer og billedbeskeder. Betaling af parkeringsafgift via mobiltelefonen er en anden spændende mulighed i fremtiden.
Ændringen af Taletid træder i kraft natten mellem den 20. og 21. september. Alle kunder med ‘enheder’ på kontoen vil automatisk få disse konverteret til kroner, og de mister ikke taletid i forbindelse med ændringen. Kunderne vil stadigvæk have det samme antal minutter til rådighed som tidligere.