TDC alligevel klar med iPhone-abonnementer
Efter at TDC i de seneste dage har klaret sig uheldigt overfor iPhone-brugerne, både ved at gøre det svært for iPhone-brugerne at opsætte internet, SMS og email, men også ved at betegne iPhone-brugere som overfladiske designfreaks, er tonerne nu helt anderledes.
I går lød det eksempelvis således i Ekstra Bladet:
-iPhone er først og fremmest en smart designermobil. Og de folk, der har den, er mest interesserede i at rende rundt og se smarte ud. Så vi tror ikke, at de er kede af ikke at kunne gå på nettet med telefonen.
Udtalelsen kom fra kommunikationsrådgiver Per M. E. Christiansen fra TDC, der tilsyneladende ikke var helt bekendt med at iPhone-brugere faktisk bruger en hel del data.
I dag lyder det således fra TDC, i en pressemeddelelse afsendt af selvsamme Per M. E. Christiansen, der dog citerer Jesper Theill-Eriksen, der er direktør for TDC’s mobilforretning:
-Vi tager nu alle iPhone-brugere ved hånden og fortæller enkelt og forståeligt, hvordan de kan sætte deres yndlingsgadget op til TDC’s mobilnet sammen med lige præcis det abonnement, der passer til hver enkelts behov.
Theill-Eriksen fortæller også, at TDC’s mobilnet rent faktisk er som skabt til iPhone. TDC kan nemlig levere mobilt bredbånd med Turbo 3G til mere end 80 procent af alle danskere og dækker resten med EDGE.