TDC: Første pilottest af 5G kan ske allerede i slutningen af 2018

TDC oplyser, at de kan være klar med de første pilottest af 5G allerede i slutningen af 2018 og der er imponerende hastigheder i vente.

TDC: Første pilottest af 5G kan ske allerede i slutningen af 2018

Når man læser om 5G, så handler det mest om, hvordan det går med udrulningen i førende 5G-lande som USA, Kina og Sydkorea og de muligheder, teknologien giver. Her i Norden er der dog også ambitioner om at være blandt de første i verden til at få adgang til hurtigt internet via 5G.

Det slog de nordiske statsministre fast efter et statsministermøde i Sverige for et par uger side og Norden skal simpelthen være den første integrerede 5G-region i verden med en “femsporet digital motorvej ind i fremtiden”, som statsminister Lars Løkke Rasmussen formulerede det.

Se også: De bedste mobilnetværk

 

Pilottest af 5G kan ske allerede i 2018

Men hvornår kan vi så forvente at 5G begynder at rulle ud i Danmark? Det løftede TDC lidt af sløret for i dag på et 5G-event i København. Martin Nielsen, underdirektør i TDC, fortalte, at de første pilottest med 5G forventes at starte i slutningen af 2018, måske i starten af 2019.

Martin Nielsen  forklarede, at der vil blive tale om et antal testsites i samarbejde med en række virksomheder og offentlige institutioner, der kan prøve teknologien af. Der var dog ingen nærmere informationer om, hvornår 5G er klar til fuld udrulning til kommerciel brug, men tidligere meldinger har lydt på 2020.

TDC demonstrerede i øvrigt en livetest af 5G, hvor hastigheden konstant lå omkring 1,8 Gbit/s.

Se også: Nyheder om TDC