TDC fyrer direktør
TDC har renset ud i sin mobile sektion, og TDC Mobil's direktør, Søren Bostrup, er fyret med øjeblikkelig virkning.
Ifølge Børsen var det TDC's koncernchef Henning Dyremose personligt, der gennemførte fyringen af direktøren for TDC Mobil, Søren Bostrup.
Netop Søren Bostrup har stået for kontakten til de danske mobilforhandlere. Og netop kontakten mellem mobilselskabet og forhandlerne er Konkurrencestyrelsen for tiden ved at undersøge nærmere. TDC og tre andre mobilselskaber blev således ransaget forleden efter et tip om, at der er indgået ulovlige aftaler med forhandlerne.
Myndighedernes undersøgelser er ikke afsluttet endnu, og det er uvist, om det er ransagningerne, der har fået Henning Dyremose til at rense ud i toppen af TDC Mobil.