TDC gør Play mere fleksibel
TDC lancerede tidligere i år musiktjenesten Play, hvor TDC-kunder får adgang til cirka to millioner musiknumre.
Der har dog været kritik af produktet, fordi musikken er låst til den telefon eller computer, som i første omgang har hentet musikken fra TDCs servere.
De to nye initiativer hedder “Fast Track” og “Mobil til mobil”. De betyder, at man kun behøver at hente musik en gang. Herefter kan man flytte musikken til andre platforme.
Fast Track dækker over, at man nu kan hente musikken via sin internetforbindelse i hjemmet. Efterfølgende kan man flytte musikken over på sin mobiltelefon.
Fordelen er, at det går hurtigere, og så er det muligt at hente hele albums via computeren. På telefonerne må man kun hente et nummer af gangen.
Konceptet Mobil til Mobil gør det muligt at overføre musik fra TDC PLAY fra en mobiltelefon til en anden for eksempel ved at bruge bluetooth-forbindelsen. Det vil sige, at man kan nøjes med at hente musikken via husstandens hurtige 3G-telefon og så efterfølgende overføre den til ældre GPSR-telefon.