TDC Group køber Hiper – får 45.000 bredbåndskunder
TDC Group har her til morgen meldt ud, at de har opkøbt bredbåndsselskabet Hiper med 47.000 abonnenter – Hiper bliver en del af TDC’s nyetablerede forretningsenhed OpCo som et selvstændigt brand.
TDC om Hiper opkøb: Passer godt til vores vision
Jaap Postma, koncerndirektør i TDC Group og chef for OpCo, forklarer, at Hiper passer godt ind i TDC’s portefølje af brands.
“De har på få år opbygget en skalerbar platform med bredbånd som kerneprodukt og med en kundeservice af høj kvalitet. Vi glæder os til at byde Hiper og deres dygtige medarbejdere velkommen ombord”, forklarer altså Jaap Postma.
Han uddyber, at Hiper passer rigtig godt ind i vores portefølje af brands, fordi de leverer agile og innovative produkter på digitale platforme. “Samtidig er Hiper stærkt positioneret til at rykke hurtigt på de muligheder, der vil opstå i det danske bredbåndsmarked, som går en spændende fremtid i møde”, slår Postma fast.
Se også: Find billigt bredbånd
Handlen træder i kraft til november
Ejerskiftet vil ikke medføre nogen ændringer for abonnenterne hos Hiper. Selskabets ansatte vil drive forretningen videre som en del af TDC’s forretningsenhed OpCo, der blev etableret tidligere på året som et led i TDC Groups nye strategi.
Hiper har omkring 50 ansatte på sit kontor i København, og de vil alle fortsætte efter overtagelsen. Handlen kræver ikke nogen myndighedsgodkendelse og træder i kraft med udgangen af november.
Se også: Nyheder om bredbånd