TDC kan ikke sælges
Da hovedparten af aktierne i TDC blev solgt, gik rygterne hurtigt på, at kapitalfondene inden for få år igen vil skille sig af med den danske investering. Men det lader nu til at blive svært.
Koncernchef Jens Alder har givet udtryk for, at selskabet kan blive svært at sælge.
– Jeg tror – og det gør tilfældigvis også de fem kapitalfonde – at det mest sandsynlige scenario bliver en 100 procent børsnotering om fire-seks år, udtalte Jens Alder i går på Børsens Executive Club.
Kapitalfonden NTC havde ellers for nylig mulighed for at købe sig til den sidste stump aktier, der havde gjort det muligt at sætte pensionskassen ATP uden for indflydelse og sælge selskabet.
At NTC ikke slog til, kan skyldes, at udsigterne til et hurtigt salg ikke ser lyse ud.
Til Børsen siger analytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Bank, at TDCs mobilforretning i dag ikke er stor nok til at være interessant for en stor udenlandsk køber, og så er el-selskabernes planer om fibernet til hovedparten af danskerne også en ukendt konkurrencefaktor i fremtiden.