TDC klar med “alt inklusiv” og “pak-selv”

TDC introducerer to nye mobilabonnementer under navnene 'alt inklusiv' og ’pak-selv.’ Det sker som svar på konkurrenternes mange pakkeløsninger.

TDC klar med “alt inklusiv” og “pak-selv”

Mobil- og abbonnementsmarkedet i særdeleshed har i det seneste halve år været igennem en udvikling, der langt hen af vejen har gjort det noget nemmere at være smartphonebruger. Med muligheder for at købe få men gennemskuelige pakker, krævede det ikke nogen højere handelseksamen at få overblik, og det var i starten let at måle de enkelte tilbud overfor hinanden.

I takt med at teleselskaberne har fået øjnene op for kundernes ønsker, er billedet dog igen blevet mere mudret, og antallet af mere eller mindre gennemskuelige tilbud er nu igen for opadgående.

Antallet af pakketilbud vokser og vokser, og pak-selv-løsninger vinder igen frem.

I dag er turen kommet til TDC, der introducerer to nye pakketyper under navnene ‘alt inklusiv’ og ’pak-selv.’
Ifølge Mobildirektør Johan Kirstein Brammer fra TDC Privat, skal de to abonnementstyper give kunderne større valgfrihed og mulighed for at få netop det abonnement, som passer præcist til deres behov.

”Kunderne efterspørger komplette pakker med flere timers tale, mere data til at surfe for og større hastighed på downloads. Derudover vil de også gerne have tryghed og sikkerhed for regningens størrelse,” siger Johan Kirstein Brammer i en pressemeddelelse.

De nye abonnementer minder i udgangspunktet meget om de tilbud man allerede finder hos konkurrenterne. De indeholder tale, fri mms/sms samt data, men derudover har TDC fjernet opkaldsafgiften, så man nu helt ved, hvad man har betalt for, og så er det gratis at ringe til andre TDC-kunder.

‘Alt inklusiv’-pakkerne fordeler sig på fem varianter, som er ens opbygget, men forskellige i størrelsen. Pak-selv kommer også i fem varianter, som tager udgangspunkt i taletimer og kan sammensættes med data og fri mms/sms efter ønske. Uanset om man vælger ‘alt inklusiv’ eller ’pak-selv’ med eller uden data, er der indbygget et automatisk loft, så dataregningen ikke løber løbsk.

Abonnementerne er klar fra i dag.

Fakta om de nye abonnementer

Alt inklusiv

  • 0 timer (69 øre/minut), 200 MB data, fri mms/sms, TDC Play, TDC til TDC, 129 kr.
  • 2 timer, 3 GB data, fri mms/sms, TDC Play, TDC til TDC, 229 kr.
  • 4 timer, 5 GB data, fri mms/sms, TDC Play, TDC til TDC, 149 kr.
  • 8 timer, 10 GB data, fri mms/sms, TDC Play, TDC til TDC, 349 kr.
  • 50 timer, 10 GB data, fri mms/sms, TDC Play, TDC til TDC, 499 kr.

Pak-selv

  • 0 timer (69 øre/minut + opkaldsafgift 35 øre), TDC Play, 0 kr.
  • 2 timer, TDC Play, TDC til TDC, 99 kr.
  • 4 timer, TDC Play, TDC til TDC, 149 kr.
  • 8 timer, TDC Play, TDC til TDC, 199 kr.
  • 50 timer, TDC Play, TDC til TDC, 349 kr.
  • Tilkøb til pak-selv 2, 4, 8 og 50 timer: Fri mms/sms 50 kr., 1 GB data 50 kr., 5 GB data 100 kr