TDC køber Telmore

Pressemeddelelse: TDC Mobile International har i dag indgået en aftale med aktionærerne i Telmore om at købe de resterende aktier i selskabet.

TDC køber Telmore

Selskabets grundlægger og administrerende direktør, Frank Rasmussen, har besluttet sig for at forlade selskabet i forbindelse med handlen men står fortsat til rådighed i en overgangsfase. Ny administrerende direktør bliver Allan Christiansen, der kommer fra en stilling som direktør for privatkunderne i TDC Totalløsninger. Han skal bygge videre på Telmores hidtidige succes med attraktive priser og et enkelt web-baseret koncept.

– TDC ser frem til at bygge videre på Telmores succes, ikke mindst fordi selskabet er veldrevet og dynamisk, ligesom det har vist, hvor vigtig internettet er for fremtidens kundehåndtering. Telmore bliver medlem af TDC-gruppen med de fordele, det giver, og vil fortsat have sin egen profil, siger Henning Vest, administrerende direktør i TDC Mobile International.

TDC Mobile International købte i april i fjor en aktiepost på 20 procent i Telmore med option på at købe de resterende aktier. Det er den option, der nu bliver udnyttet. Købsprisen for de resterende aktier er 299 millioner kroner plus udbytte for 2003.

– Nu, da Frank Rasmussen har valgt at søge nye udfordringer, bliver det TDC”s opgave at sikre, at Telmore bliver drevet videre til gavn for selskabets 460.000 kunder. TDC har stor erfaring i at drive forretning i så stor skala, og den erfaring vil nu komme Telmore til gode, siger Henning Vest.

– Der står et godt teamwork bag Telmores succes, og de mange kunder, vi har fået, beviser, at vores koncept har været det rigtige. Jeg er derfor stolt af det arbejde, som vi har præsteret gennem de seneste godt tre år, og jeg er sikker på, at TDC vil drive Telmore videre i samme ånd, siger Telmores afgående direktør Frank Rasmussen.

– Telmores priser vil også i fremtiden være attraktive for kunderne. Men Telmore er meget mere end lave priser – det er også det danske teleselskab, der har de mest tilfredse kunder. De ting glæder jeg mig til at bygge videre på, siger Allan Christiansen, ny administrerende direktør i Telmore.