TDC kommer med konceptbutik

På Østerbro i København åbner TDC nu deres butik nummer 60. Det bliver en konceptbutik, der er inddelt i zoner med forskelligt indhold.

TDC kommer med konceptbutik

I morgen kl. 9.30 slår TDC dørene op for deres nye konceptbutik på Østerbrogade 96 på Østerbro i København. Det er en butik, der tænker noget anderledes i forhold til de mere almindelige butikker.

– Det nye er, at hovedvægten i butikken ligger på mobilitet og oplevelse. Dermed mener vi alt det, som det moderne menneske kan gøre "på farten": bruge sin mobil og bærbare pc til at opleve mere i TDC’s univers, som rummer alt fra download af musik og musikvideoer både på pc’en og på mobilen, ringetoner, spil, nyheder sport underholdning med meget mere, forklarer TDC’s butiksdirektør, Morten Kold.

Indretningen i den nye butik er opdelt i zoner, hvor kunderne kan opleve de forskellige services, som TDC tilbyder. I vinduesområdet kan man sidde i baren og prøve indhold på mobilerne, og surfe på bærbare computere. Der er også en mobilitetsvæg, hvor forskellige bærbare computere vil vise de forskellige trådløse teknologier.

I morgen ved åbning vil der vanen tro være åbningstilbud og andet.