TDC Mobil i krig med Telmore

TDC Mobil lancerer tirsdag i næste uge et internetbaseret mobilabonnement, MiXiT. Produktet retter sig mod unge kunder, som er vant til at handle på internettet.

TDC Mobil i krig med Telmore

Der er dømt krig fra tirsdag. TDC Mobils nye koncept kan som Telmore nemlig kun bestilles på Nettet.

– Som danskernes fortrukne mobiloperatør føler vi os forpligtet til at have vores hylder fyldt med alle de varer, vores kunder efterspørger. Med

lanceringen af MiXiT, ruster vi os yderligere til kampen om fremtidens mobilkunder. Især unge mennesker efterspørger netbaserede abonnementer,

siger Mads Middelboe, adm. direktør i TDC Mobil til Magasinet Mobil.

MiXiT-kunder kommer til at nyde godt af, at TDC Mobil har landets bedste dækning. Der er også tilknyttet mulighed for kundeservice i abonnementet, men hvor Mobilbonus- og Mobiltalk-kunder kan ringe gratis til TDC Mobils kundeservice døgnet rundt, kan MiXiT-kunder kun få hjælp i dagtimerne i hverdagene – og kun via et betalingsnummer.

Minutprisen til danske telefonnumre er 1,30 kr. Prisen for at sende en SMS er 25 øre. Til gengæld er serviceniveauet lavt i forhold til de andre kendte TDC Mobil-produkter, Mobilbonus og Mobiltalk.

– MiXiT-kunder må også undvære en række af de andre fordele, som vores øvrige kunder har. For eksempel er der ingen hjælp at hente i TDC-butikkerne og de andre salgskæder, vi samarbejder med. Der stilles større krav til, at kunderne har teknisk snilde og er selvkørende. Det kvitterer vi for med en lavere pris, siger Mads Middelboe.

For at blive MiXiT-kunde skal man have en mobiltelefon i forvejen. Det koster 99 kr. at blive oprettet som kunde, og kunden skal have et

mindsteforbrug på 30 kr. om måneden. Betjeningen af kunderne sker på www.mixit.dk.