TDC: Nokia Lumia 800 solgte 3 gange så meget som nummer 2 i sidste uge
TDC havde store forventninger til salget af Nokia Lumia 800, men TDC’s mobilchef, Johan Brammer, er alligevel forbavset over, hvor godt den kom fra land i sidste uge.
Nokia Lumia 800 solgte nemlig tre gange så meget sammenlignet med den anden mest solgte telefon i hele sidste uge – og det til trods for, at Lumia 800 kun var til salg i tre dage i sidste uge. Han vil dog ikke ud med, hvilken telefon der ligger nummer to.
HER FINDER DU DEN STØRSTE DANSKE TEST AF NOKIA LUMIA 800
Nokia Lumia 800 er udråbt til at være en af de vigtigste milepæle i Nokias historie, da det er den første Windows Phone fra Nokia, det styresystem som Nokia fremover kommer til at sætte alt ind på i håbet om at kapre nogle af de markedsandele som de har tabt i kampen mod iPhone og Android.
Johan Brammer siger til Mobil.nu, at det er godt at se Windows Phone som en vigtig tredje part på smartphone-markedet for at skabe lidt ligevægt igen.
Hos mobilselskabet 3 oplever man ikke samme stigning i antallet af solgte Lumi 800-enheder, ovenpå den forudbestillingsmulighed, som man i ugerne op til lancering havde kørende.
"Interessen har været som forventet, og vi er hverken skuffede eller overraskede. Vi oplever, at det er den gamle base af Nokia-folk, som har preferencer i forhold til Lumia 800, og feedbacken er positiv i forhold til den høje brugervenlighed og det flotte design," lyder det fra kommunikationskonsulent i 3, Mette Christiansen.
Hun fortæller videre, at man fra mobilselskabets side i højere grad har forventninger om en generelt stigende interesse for Windows Phone-styresystemets telefoner, og at salget af Samsungs Omnia W går ret godt. I 3 betyder forventningerne til det nyeste styresystem på markedet, at man i de første halvår af 2012 vil uddanne personalet så de kan tage sig af så mange spørgsmål, der handler om Windows Phones som muligt.
Telia kan derimod godt nikke bekræftende til det gode salg: "Det går rigtig godt, ikke på niveau med iPhone, men det er den næstbedste salgsstart vi har oplevet med en mobil. Vi kan se, at den faktisk sælger bedst i butikkerne, da folk gerne lige vil prøve den af, men så vinder den også folk over", forklarer Telias salgsdirektør Michael Bech til Mobil.nu.
Telenor er rigtig godt tilfredse med de første tre salgsdage, forklarer Mattias Ringqvist der er privatkundedirektør hos Telenor: "Især taget i betragtning, at vores markedstryk først rigtig tager fra i denne uge. Der har været stor interesse blandt kunderne og vi er fulde af forventning til salget,” lyder det.