TDC reddes ikke af mobil-vækst
Selvom TDC kunne fremvise 7,7 procent flere kunder i den danske mobilforretning, da selskabet i går fremlagde sit halvårsregnskab, får det ikke analytikerne til at klappe i hænderne – faktisk tværtimod:
– At de har solgt lidt flere SIM-kort ændrer ikke på, at de har haft faldende omsætning, og faldende indtjening, og hvordan kan man så tale om vækst? spørger John Strand, teleanlytiker.
Han peger på, at mer-salget af SIM-kort primært er kommet fra det mobile bredbånd, som er branchens helt store vækstmotor i øjeblikket:
– Men dels er 3G-nettet dyrt at udbygge, da det kræver massive investeringer, dels kommer mange af kunderne fra TDCs eksisterende bredbåndsforretning, som dermed kanibaliseres, siger han til Mobils søstermagasin, ComON.
Omtrent samme vurdering har aktieanalytikeren Poul Jessen i Danske Markets, der påpeger, at TDC både mister normale bredbåndskunder til andre udbydere af det mobile bredbånd – samtidigt med at elselskaberne skruer op for konkurrencen i takt med at mere og mere fiber graves ned i Danmark:
– Med andre ord står TDC overfor faldende markedsandele i et faldende marked, og det er en giftig cocktail, siger Poul Jessen til Business i dag.