TDC sænker prisen på datatransmission

TDC sænker prisen på datatransmission

Her på Mobil har vi kritiseret TDC for ikke at tilbyde 3G til danskerne noget tidligere, men TDC forsvarer sig med grundige forberedelser, så kvaliteten er i orden fra første færd:

– Vi har både ladet vores erhvervs- og privatkunder teste 3G før introduktionen, og vi har lyttet til deres kommentarer. Nu er teknologien klar. Mobiltelefoner og mobilbredbåndskort er på markedet og fungerer godt. Og kunderne er klar til hurtigere hastigheder. Det er forudsætningerne for, at TDC Mobil nu kan introducere 3G. Vi tager udgangspunkt i det forbrugsmønster, som kunderne har i dag. Derfor har vi valgt at give kunderne mulighed for at få adgang til de samme tjenester og indhold, som de kender fra deres pc’er på kontoret og derhjemme, siger administrerende direktør i TDC Mobil Mads Middelboe.

Samtidig med introduktionen af 3G nedsætter TDC Mobil priserne for datatransmission til omkring det halve af de nuværende for alle TDC Mobils kunder. Prisnedsættelsen gælder for al datatransmission både på 3G og GSM-nettet. Prisen på tale og SMS på 3G er den samme som på det eksisterende net. Mads Middelboe forklarer:

– Vi har gjort meget ud af at gøre det let for kunderne at komme i gang. Uanset abonnementstype får alle vores kunder automatisk adgang til 3G. Kunderne skal ikke have nyt SIM-kort, men naturligvis skal de anskaffe sig et mobilbredbåndskort eller en 3G-telefon. For at fjerne en væsentlig barriere har vi samtidig valgt at nedsætte priserne for datatransmission for både erhvervs- og privatkunder markant. Prisnedsættelsen sker fra i dag og skal understøtte vores ønske om at gøre de hurtigere hastigheder og nye tjenester tilgængelige for et større publikum. Det skal være enkelt og fremkommeligt. Vi er overbeviste om, at data vil trække væksten, og derfor mener vi også, at tiden er til en reduktion.