TDC sætter turbo på mobilnettet

TDC vil nu også gøre det sjovt at bruge mobiltelefon til datatrafik og er snart klar til at rulle turbo-3G ud oven på deres eksisterende 3G-net. Større sønderjyske og fynske byer prioriteres højere end Århus og Aalborg, men København og Odense er med fra første færd.

TDC sætter turbo på mobilnettet

Operatøren 3 har allerede udrullet deres turbo-3G som den eneste operatør herhjemme, men nu vil TDC også lege med. Ligesom 3 giver TDC’ turbo-3G downloadhastigheder på op til 3 Mbps i bykernerne i København, Odense, Århus og Aalborg. I de øvrige byer vil hastigheden være op til 1,5 Mbps. I det eksisterende 3G-net er den maksimale downloadhastighed 384 kbps, så der er tale om en markant forbedring.

Århus og Aalborg får dog først glæde af opgraderingen ved udgangen af første kvartal 2008. TDC har nemlig valgt at prioritere København og Odense samt de større sjællandske, fynske og sønderjyske byer højere, så bliver klar med turbo-3G allerede i slutningen af 2007.

TDC forventer, at det stadig bliver erhvervsmarkedet, der vil trække det tunge læs.

– Med opgraderingen til turbo-3G har TDC banet vejen for det fuldt ud mobile bredbåndsnet. Kunder med bærbare pc’er kan gå på internettet med hastigheder, der ligner dem, de er vant til fra jobbet og hjemmet. Har man en mobiltelefon, der understøtter turbo-3G, betyder de højere hastigheder hurtigere download af tv-udsendelser, musik og alle de andre indholdstjenester, TDC tilbyder til mobilen, siger Mads Middelboe, administrerende direktør i TDC Mobil, i en pressemeddelelse.

Det har ellers ikke været muligt at få en kommentar fra TDC.