TDC tænder på Sonofons pornomodel

Sonofons nye model for porno på mobilen har tændt TDC. Giganten er blevet så varm på ideen, at man fra næste år vil sende sex til sine mobilkunder via overtakserede sms-beskeder efter samme model som Sonofon.

TDC tænder på Sonofons pornomodel

Sonofon tiltrak sig en del opmærksomhed, da selskabet i sidste måned stod frem med sine hede ønsker om at tilbyde "voksen-indhold" til kunderne på samme måde som musik og spil.

Blandt de, der spidsede ører, var konkurrenterne hos TDC. Nu kommer det frem, at TDC tilsyneladende har ladet sig inspirere kraftigt af udmeldingen.

– Vi overvejer at lancere udbud af erotisk indhold i 2008 for vi synes, at det er en fin måde, Sonofon gør det på, siger Per Christiansen, pressemedarbejder i TDC til Politiken.

Første november åbner Sonofon for en bred satsning på mobil-porno, der skal dække hele spektret fra blød til hård porno. Alle tjenester bestilles via 16xx-serien, der er reserveret til voksen-indhold.

– Vi har fundet en sikker teknisk løsning, så vi både kan beskytte børn og voksne, som ikke vil udsættes for indholdet, sagde Sonofons kommunikationskonsulent Jette Westerdahl til ComON i sidste måned.

Sonofons løsning er godkendt af Forbrugerombudsmanden – en detalje, som man har bidt særligt mærke i hos TDC.

Den godkendte pornoløsning består i, at man aktivt skal tilmelde sig 16xx-nummerserien ved at indtaste en voksen persons CPR-nummer i kombination med postnummer. Herefter modtager ejeren et personligt kodeord og senere et brev, hvor det fremgår, at telefonen kan modtage voksen-indhold.

Sonofon håber, at forældre vil bruge anledningen til at snakke med deres børn om, hvad en mobiltelefon skal bruges til. Men hvis den pædagogiske indgangsvinkel fejler, så kan forældrene altid indtaste "stop" til 1699 og definitivt lukke for adgangen.

– Det, at forbrugerombudsmanden har blåstemplet Sonofons måde at sælge indholdet på, har gjort, at nogle af vores forbehold er ryddet af vejen. Når forbrugerombudsmanden nikker, hvorfor skulle TDC så ikke også se det som interessant? spørger TDCs Per Christiansen i Politiken.

Den familievenlige pornoløsning har dog ikke imponeret de traditionelle leverandører af frække mobil-tjenester, firmaer som scor.dk og lapfire.dk.

Lapfire-direktør Sidsel Nielsen har tidligere kaldt sms-løsningen "total old school". Hun mener i stedet, at det mobile internet er fremtiden.

Men hos den mest fremtrædende leverandør af mobile internetløsninger, 3, er sex ikke særligt meget i vælten.

– Vi vil ikke tage teten på erotik, siger selskabets underholdningschef Christiane Vejlø.