TDC tæt på total overtagelse af Telmore

I følge Jyllands-Posten er TDC Mobil tæt på at købe de resterende 80 procent af Telmore. Måske endda inden nytår.

TDC tæt på total overtagelse af Telmore

TDC Mobil ejer i forvejen 20 procent af Telmore. En ejerandel, som TDC Mobil betalte 100 millioner kroner for. Og nu står mobilmastodonten klar til at erhverve de sidste 80 procent.

I følge Jyllands-Posten er det den udmattende mobilkrig, der har fremskudt TDC Mobils ønske om at erhverve sig resten af Telmore allerede i år.

Magasinet Mobil har dog siden i sommers gentagne gange hørt rygter om at TDC Mobil erhverver resten af Telmore inden årets udgang.

I følge Jyllands-Posten kommer TDC Mobil til at betale omkring 400 millioner for de resterende 80 procent. Dermed køber TDC Mobil sig i realiteten til fred på mobilmarkedet, det vurderer John Strand i hvert fald.

Spørgsmålet er så, om Sonofon og CBB Mobil har tænkt sig at holde fred – i følge Mobils oplysninger, vil en overtagelse af Telmore ikke føre til nogen stilstand i priskrigen – snarere tværtimod, da flere operatører vil føle sig truet af TDC Mobil.