TDC tilbageviser anklager om bevidst at sylte kundesager
Teleselskabet CBB har i det seneste døgn fremsat en række anklager mod TDC for bevidst at sylte sager om overflytning, også kaldt nummerportering, af kunder fra TDC. Sagen blev bragt op af DR Radioavisen torsdag morgen, og der blev der fulgt op på sagen i TV Avisen torsdag aften. Flere netmedier, her i blandt Mobil, omtalte sagen i løbet af dagen.
Det er naturligvis anklager, som TDC ikke kan have hængende over hovedet, og de har nu bedt CBB om dokumentation. TDC mener nemlig, at de fremførte tal og eksempler er groft misvigende i forhold til TDC’s egne tal.
CBB beskylder TDC for at sylte op mod 50% af de fuldmagter, der skal lovliggøre at skifte fra et teleselskab til et andet. En foreløbig analyse af tal fra TDC har vist, at TDC i september fra Sonofon inkl. CBB har modtaget sammenlagt 6.515 forespørgsler om overflytning af kunder fra mobilselskaber på TDC Mobils net, dvs. TDC Mobil, Telmore, L”easy m.fl. til selskaber på Sonofons net, dvs. Sonofon, CBB m.fl.
Af dem blev 307 blevet afvist med oplysninger om, at fuldmagt mangler, dvs. ca. 5 pct.
TDC har bedt om dokumentation for påstandene, men har ikke kunnet komme igennem til Teddy Petersen, som er administrerende direktør hos CBB.
TDC afviser ikke overraskende enhver form for svindel, og afventer nu dokumentation fra CBB.