TDCs indtjening gået i stå
Omsætningen er faldet, 4000 medarbejdere har fået kniven og indtjeningen er lavere end konkurrenternes. Det er status to år efter fem kapitalfonde overtog TDC for to år siden, skriver Dagbladet Børsen i dag.
Efter sidste års halvårsregnskab bebudede topchef Jens Alder ellers, at teleselskabet ville mærke resultaterne af effektiviseringer, men i dag er topchefen dog ikke tilfreds med indtjeningen:
– Den er utilfredsstillende, og indtjeningen skal op. Hvor langt den skal op, kan jeg ikke sige her, for vi er fortsat børsnoterede, men den skal naturligvis i vejret, siger topchef Jens Alder til Børsen.
Men priserne på telemarkedet er på vej ned, og derfor siger Jens Alder, at indtjeningen ikke skal op ved et øget salg – løsningen er fortsat effektiviseringer.
De sidste to år har TDC skilt sig af med datterselskaberne Bite, Talkline og One, mens 224 ejendomme er frasolgt.
I forhold til de nordiske konkurrenter er TDC forvist til en plads som Danmarks mastodont. Konkurrenterne TeliaSonera og Telenor har øget omsætningen og er således meget større end TDC, hvis man kigger på Norden som helhed.
Ved tredje kvartal sidste år omsatte TDC for ni milliarder. To år tidligere var samme tal 12 milliarder.
Norske Telenor, som de fleste danskere kender fra Sonofon, Cybercity, Tele2 eller Canal Digital, er derimod steget fra 18 til 24 milliarder kroner, hvis man kigger på omsætningen.
TeliaSonera er steget fra 26 til 29 milliarder kroner.
TDC varsler nu, at selskabet vil satse på de danske privatkunder, og det nordiske fokus vil altså så udelukkende være rettet mod erhvervskunder.