Tele2 kræver ret til at informere kunder om prisstigninger
Landets andre selskaber har flere gange klaget over, at TDC ikke varsler prisstigninger i tilstrækkelig god tid, uden at det har fået TDC til at ændre adfærd. TDC varslede i 2004 prisstigninger på mellem 15 og 125 procent på en lang række produkter. Tele2 udsendte straks information til sine kunder og beklagede de store prisstigninger. TDC mener ikke, at Tele2 var berettiget til i et nyhedsbrev har givet kunderne ren besked om prisstigningerne, og TDC har derfor nu lagt sag an imod Tele2.
– Tele2 mener, at kunderne har krav på ren besked om prisstigninger, og hvorfor de sker. Samtidig finder vi, at TDCs prisstigninger er helt urimeligt høje, og det mener vi, at vi har ret og pligt til at informere kunderne om, siger Niclas Palmstierna, der er administrerende direktør i Tele2.
Niclas Palmstierna understreger, at Forbrugerstyrelsen tidligere har indskærpet over for teleselskaberne, at de skal informere kunderne direkte om kommende prisstigninger.
– Man kan naturligvis altid diskutere sprogbrugen i vores nyhedsbrev, men vi mener, at stigninger på mellem 15 og 125 procent på forskellige produkter giver anledning til at reagere, siger han.
TDC har lagt sag an mod Tele2 med påstand om brud på markedsføringsloven, og sagen kommer for Sø- og Handelsretten i København onsdag den 25. maj.
– Vi tager til efterretning, at TDC har lagt sag an imod os. Vi mener ikke, at vi har optrådt forkert i denne sag. Vi synes, det vil være uheldigt, hvis kunderne ikke får ren besked om disse urimelige prisstigninger, og vi forstår ikke TDCs vrede over, at vi informerer klart om sagen, siger Niclas Palmstierna.
Vi kunne ikke få en kommentar fra TDC pt., men vi vender tilbage, så snart der er mere nyt fra TDC.