TeleExperten ramt af fogedforbud

TeleExperten ramt af fogedforbud

Til dagens udgave af Børsen siger Gudmund Sigurdsson, at det “ikke vil være sundt for kæden at skifte navn”. TeleExperten holdt i aftes møde om sagen, efter at Expert tidligere på dagen havde fået medhold i fogedretten i sagen om navneligheden med Expert og TeleExperten. Expert har anlagt sagen, da man mener at TeleExperten snylter på Experts 40-årige kendskab i Danmark.

TeleExperten har dog tænkt sig at anke sagen, hvis ikke Expert vil indgå forlig – og det har de ikke tænkt sig. Det er dog meget usikkert, om en eventuel anke vil kunne holde fogedforbudet fra døren indtil sagen er afgjort. I følge Børsen skal TeleExperten allerede i næste uge pille alle skilte ned – skilte der i følge TeleExpertens direktør har kostet omkring 3 millioner inklusive skilte, markedsføring og arbejdstid.

Børsen har talt med en jurist hos Internationalt Patentbureau, der ikke er forundret over, at TeleExperten taber sagen. “Navnene er næsten identiske, og de sælger klart de samme ydelser.”