TeleFona er på vippen

TDC Mobil er parat til at droppe TeleFona-konceptet. Kunderne skal samles under det samme varemærke, mener telegiganten.

TeleFona er på vippen

Varemærket og teleselskabet TeleFona er på vej samme vej, som varemærket VIC røg forleden: I skraldespanden, skriver Børsen.

TDC Mobil ejer begge varemærker. VIC var TDC’s egen opfindelse, der forleden blev droppet til fordel for varemærket TDC Mobil. Og TeleFona købte TDC af Fona-kæden, som ikke kunne løfte sit mobilsalg til succes.

Sammen med TeleFona fik TDC sidste forår godt 70.000 nye kunder. Men de er siden strømmet ud og ind af selskabet, der nu ser ud til at blive skrottet totalt.

– Vi er i gang med at revurdere hele vores brand-strategi (strategi for varemærker og salg, red.). Og vi kigger på alle produkter, også på TeleFona, siger markedsdirektøren i TDC Mobil, Morten Falkenberg, til avisen.

Han understreger, at netop fordi markedet for mobilabonnementer i dag handler mere om at holde på kunder, og ikke så meget om at trække nye til, så er TeleFona ikke så interessant mere.

Alt taler dermed for, at TeleFona om kort tid forsvinder ind under den samme hat, som VIC gjorde det: Nemlig TDC Mobil, der skal være det samlede varemærke for TDC’s mobilsalg fremover.