Telekæden og 3 i nyt samarbejde

3 indgår samarbejde med Telekæden for at styrke sin tilstedeværelse lokalt og på den måde ramme erhvervslivet bredere. Det bliver værdifuldt, vurderer 3.

Telekæden og 3 i nyt samarbejde

Teleselskabet 3 indleder nu et samarbejde med Telekæden, som er landets største teleleverandørkæde. Ifølge 3 skal samarbejdet styrke 3’s position lokalt for på den måde styrke salget til erhvervslivet i lokalsamfundene.

-Telekædens sælgere har en god kontakt til det lokale erhvervsliv i de byer, hvor vi ikke har en butik, og det er værdifuldt for os, siger Stine Green Paulsen, kommunikationschef for 3 Danmark.

Hos Telekæden siger administrerende direktør Rolf Ovesen, at samarbejdet med 3 sætter en helt ny standard for Telekæden, som også afspejler kundernes stigende efterspørgsel efter 3’s erhvervsprodukter.

-Med 3’s muligheder kan de tilbyde kunderne langt mere indhold for pengene, siger Rolf Ovesen.

Fra den 23. juni kan man købe 3’s produkter i 95 af Telekædens butikker fordelt over hele landet.