Telenor bekymret for priskrigen i Danmark

Telenor kom ud af 2010 med større omsætning og indtjening sammenlignet med året før, alligevel er Telenors direktør bekymret for mobiludviklingen i Danmark.

Telenor bekymret for priskrigen i Danmark

Telenor kan melde om det, de kalder for ”et tilfredsstillende resultat i fjerde kvartal samt for helåret 2010”, hvor omsætning og indtjening steg sammenlignet med året før.

Antallet af kunder i mobilforretningen gik dog tilbage på grund af den intense konkurrence i markedet.

Adm. Dir. for Telenor Danmark, Jon Erik Haug, er tilfreds med resultatet, men:

”Jeg bekymret for udviklingen på det danske marked fremadrettet. Priserne er presset helt i bund på grund af den intensiverede konkurrence, samt de store tilskud til mobiltelefoner, og det er en udvikling, som jeg ikke kan se fortsætte”, lyder det fra Jon Erik Haug.

Telenor er i gang med en stor udskiftning af mobilnetværket i Danmark og har nu rundet nogle markante milepæle, oplyser Telenor. Der er aktiveret knap 700 3G-sites, og ambitionen er at dække 90 procent af den danske befolkning med højhastigheds-3G inden udgangen af 2011. Samtidigt gøres der klar til 4G/LTE teknologien, så der kan åbnes for endnu højere datahastigheder i 2012.

”Vi investerer massivt i infrastruktur i denne tid for at give danskerne høje datahastigheder og dermed mulighed for at bruge det væld af mobile løsninger, der findes. Med det gode resultat fra 2010 som afsæt, vil vi også fremadrettet udfordre markedet med ambitionen om at være danskernes foretrukne mobile bredbåndsselskab,” slutter Jon Erik Haug.