Telenor efter test: Vi har Danmarks bedste netværk – se resultaterne her
I en omfattende netværkstest udført af Teknologisk Institut (og bestilt og betalt af Telenor) af netværkene hos Telia, 3, TDC og Telenor konkluderer Telenor nu, at de har Danmarks bedste netværk.
Teknologisk Institut har testet 500 tilfældigt udvalgte steder i Danmark på tale og data. Ifølge målingerne, som bliver tilgængelige i morgen, leverer Telenor den bedste dataoplevelse i Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland.
Målestederne blev valgt tilfældigt af Teknologisk Institut uden kendskab til antenneplaceringer. Testen blev udført i en stillestående bil.
Testen blev udført på en iPhone 5s og der blev testet på følgende parametre:
* 30 sekunder problemfri samtale/tale-forbindelse.
* Download af 5 MB data inden for 30 sekunder.
* Upload af 5 MB inden for 60 sekunder.
* Streaming af 60 sekunders YouTube-video uden buffering.
Telenor fremlagde resultatet i Danmark på et presseevent, og lagde ikke skjul på, at testen var bestilt og betalt af dem, samt at det er Telenor, der selv konkluderer, at de har Danmarks bedste netværk i dag. Telenor understregede, at Teknologisk Institut værner om deres uafhængighedsprincip og ikke vil komme med konklusioner på testen.
Hele testen bliver tilgængelig i morgen hos Telenor, men her over kan du se de forskellige resultater i galleriet her over allerede nu. Klik på billederne for at se dem i stort format.