Telenor flytter ind i Bilka

Teleselskabet får fast stadeplads i Bilka, og kan fremover sælge mobiltelefoner i butikkernes elektronikafdelinger.

Telenor flytter ind i Bilka

Fra starten af næste  år bliver det muligt at købe mobiltelefoner fra Telenor i elektronikafdelingerne i Bilka. Teleselskabet har indgået et nyt samarbejde med Dansk Supermarked og udbygger dermed antallet af butikker.

”Telenor har en klar strategi om at være det teleselskab i Danmark, der er tættest på kunderne. Det ser vi som afgørende på et konkurrencepræget marked som det danske. Aftalen med Bilka giver os en enestående mulighed for at styrke salget og rådgivningen til vores kunder,” lyder det fra Peter Berg, markedsdirektør i Telenor i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at Telenors produkter fremover vil blive solgt fra Bilkas varehuse. Det er en udvidelse af den nuværende aftale med Dansk Supermarked, hvor Telenors produkter allerede bliver solgt i Føtex. I lighed med aftalen med Føtex indebærer den nye aftale, at Telenor bygger såkaldte ’shop-in-shop’ butikker i Bilkas varehuse. De vil supplere de flere end 200 butikker, som Telenor har fordelt over hele Danmark i dag.

”Mobiltelefoni og fast og mobilt bredbånd er blevet en integreret del af danskernes hverdag, og det er derfor naturligvis også produkter, som vi gerne vil tilbyde kunderne i vores varehuse. Telenor har i vores Føtex-butikker vist, at de kombinerer attraktive tilbud med en god service og rådgivning af kunderne,” siger Jørgen Boye, indkøbschef i Dansk Supermarked.