Telenor og Telia slår netværkene sammen
Det er en historisk dag i den danske telebranche, sådan lyder det i en skrivelse fra Telia og Telenor om deres nye fælles samarbejde.
Telia og Telenor indgår aftale om at dele mobilnetværk i Danmark. Telia og Telenor etablerer samtidig et fælles infrastrukturselskab, som skal bygge det fælles netværk. Aftalen omfatter både 2G, 3G og 4G (LTE), og ambitionerne med aftalen er store:
”Det er en milepæl, at vi nu har besluttet at slå vores netværksinvesteringer og netværkskompetencer sammen. I fællesskab vil vi skabe Danmarks bedste mobilnetværk og dermed give de bedste kundeoplevelser på smartphones, tablets og mobilt bredbånd,” siger administrerende direktør for Telia Søren Abildgaard og administrerende direktør for Telenor Jon Erik Haug.
Med aftalen giver de to selskaber hinanden adgang til eksisterende master i områder, hvor de ellers hver især skulle have bygget. Desuden vil Telenor og Telia fremover bygge nye mobilmaster i fællesskab. Dermed reducerer Telia og Telenor udgifterne til mobilinfrastruktur, samtidig med at det fælles netværk udbygges hurtigere, end de to selskaber ville kunne gøre hver for sig.
”Både Telia og Telenor har store ambitioner i Danmark. For at indfri disse ambitioner skal vi lykkes med to ting: Vi skal levere kundeoplevelser i verdensklasse. Og vi skal sikre, at det også på lang sigt er rentabelt for os at drive forretning i Danmark. Med netværksdeling tager vi et stort og strategisk vigtigt skridt på begge fronter og står endnu bedre rustet til at udfordre konkurrenterne,” siger Jon Erik Haug og Søren Abildgaard.
Kunderne kan allerede nu begynde at mærke effekten af netværkssamarbejdet, lover de to operatører. Som et led i aftalen er Telenor og Telia nemlig, inden for rammerne af mastelovgivningen, i fuld gang med at give hinanden adgang til eksisterende 2G- og 3G-positioner – og med planlægningen af nye fælles 2G- og 3G-positioner.
”Vi gør vores netværk endnu mere fintmasket og forbedrer dermed begge selskabers tale- og datadækning til glæde for kunderne. Vi vil løfte kundeoplevelsen måned for måned fra nu af, og vi har fuld fart på,” siger Søren Abildgaard og Jon Erik Haug.
Samarbejdet omfatter det såkaldte radio-access-netværk, dvs. de antenner, master, og sendeudstyr, der skaber forbindelse til de mobile enheder. Samarbejdet omfatter ikke de to selskabers core-netværk, hvor tjenesterne produceres – core-netværkene skal fortsat drives hver for sig. Telia og Telenor fortsætter som to selvstændige operatører og vil også fremover konkurrere intenst om kunderne med forskellige produkter, tjenester og prissætning. Anmeldelse af aftalen er iværksat over for Konkurrencestyrelsen.
Mere til stoffet
Siden vi publicerede artiklen er der kommet nyt i sagen. Redaktionen fulgte op på sagen. Allerede d. 17/5/2011 kørte vi en opfølgning med sagen; Deutsche Telekom stadig ude efter Telia – trods farveskifte – Følg det videre forløb her. Det sidste ord er ikke sagt. Tjek seneste nyt her.