Telenor tester tredobbelt 4G-hastighed
Siden nytår er datatrafikken i Telenors mobilnetværk steget med 46 procent, oplyser selskabet selv i forbindelse med nyheden om, at de er i gang med at udvide kapaciteten i 4G-nettet. Væksten i dataforbruget stiller store krav til teleselskaberne om hele tiden at udvide kapaciteten i mobilnettet, så ”digitale trafikpropper” undgås.
Det, Telenor arbejder på lige nu, er at udvide kapaciteten i 4G-nettet med såkaldt carrier aggregation (2CA), som giver mulighed for at lægge to frekvensblokke sammen og dermed fordoble båndbredden og opnå teoretiske datahastigheder i mobilnettet på op til 300 mbit/sekund.
100 af Telenors mobilmaster udstyres med carrier aggregation inden udgangen af i år, og 400 flere master følger efter i første kvartal 2016.
Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer med underholdning
450 Mbit/s arbejdes der på nu
Og næste spring er på vej også. I samarbejde med Intel indleder Telenor test af såkaldt tredobbelt carrier aggregation (3CA), der er telesprog for at lægge tre frekvensblokke á 20 MHz båndbredde sammen og dermed opnå tredobbelt båndbredde på 4G-mobilnettet.
4G er som udgangspunkt bygget til at levere teoretiske datahastigheder på op til 150 mbit/sekund. Med 3CA stiger den teoretiske hastighed til 450 mbit/sekund.
De maksimale datahastigheder på mobilnettet er teoretiske, da mobilkunderne deles om båndbredden, og i praksis vil mobilkunderne derfor opleve betydeligt lavere hastigheder end 450 mbit/sekund.
Se også: Test af nye mobiltelefoner
Handler ikke om datahastigheder på flere 100 Mbit/s
Telenors netværksdirektør Peter Nødbak, understreger dog, at det ikke handler om at kunne levere mobile datahastigheder på flere hundrede megabit i sekundet, men om at udvide båndbredden, så mobilkunderne får gode gennemsnitlige datahastigheder, selv når tv- og videotjenester lægger pres på kapaciteten i mobilnettene.
“Kundernes forbrug af mobildata stiger med voldsom fart, fordi flere og flere får smartphones, og fordi mange ser tv og video via mobilt bredbånd, når de er på farten. For at holde trit med kundernes behov skal vi løbende finde nye måder at øge båndbredden på, når der kommer flere og flere ’trafikanter’ i nettet. Samtidig er det et skridt på vejen mod 5G,” siger Peter Nødbak.
Se også: Telenor: Mest dramatiske udvikling nogensinde
Klar i starten af 2016
Telenor forventer at kunne give kunderne adgang til 3CA på udvalgte steder i de største danske byer inden udgangen af 1. kvartal 2016.
For at få glæde af carrier aggregation skal man have en smartphone, der understøtter de nyeste standarder. De fleste af de nyeste smartphone-modeller understøtter 2CA. 3CA forventes at blive lanceret i mobiltelefoner i 2016.