Teleselskaber høster på minutterne
De to store danske teleselskaber Sonofon og TDC afregner nu per minut, når mobilbrugerne taler i udlandet, skriver business.dk. Teleselskaberne runder altid op til nærmeste hele minut og hiver på den måde flere kroner ud af kunden.
Kun Telia står tilbage med sekundafregning.
– Vi har tidligere diskuteret, om vi skulle følge trop og taksere per minut, fordi vi ville kunne tjene lidt ekstra på det. Vi tjente penge på roaming, som det var før indgrebet, og de penge skal vi jo nu hente ind andre steder. Men vi vurderede, at en overgang til minuttaksering ville kunne medføre et imagetab for os, så vi lod være, siger Anders Monrad Rendtorff, der kommunikationsdirektør i Telia.
Sonofon og TDC forklarer selv, at teleselskaberne i Europa afregner per minut, og at det derfor er lettest for de to selskaber at gøre tilsvarende, men Forbrugerrådet er ikke fornøjet med selskabernes påfund.
– For mig at se, er det en de facto udhuling af EU’s indbreb, og en måde at afbøde tabet på. Det betyder, at forbrugerne ikke sparer så meget, som de ellers kunne, og det var ikke meningen med indgrebet, siger direktør i Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldahl.