Telia jagter LTE-produkter på MWC

Fokus er især rettet mod det fremtidige mobile datanetværk, når Telias danske salgschef fra søndag er at finde på verdens største mobilmesse.

Telia jagter LTE-produkter på MWC

Når Telias salgschef Michael Bech sidst på ugen rejser til Barcelona for at deltage i verdens største mobilmesse, så er det med to klare mål. Som chef for indkøb af nye mobilmodeller og modemmer, skal han selvfølgelig kigge efter nye spændende telefoner og producenter, som kan være interessante at få med ind på det danske marked.

”Vi er særligt spændte på at se, hvad væksten i udviklingen af økosystemet omkring Windows Phone indeholder. Der er blevet taget godt imod Nokias første Windows Phone, og flere informationer om fremtiden er vigtige for os,” siger Michael Bech.

Mens det selvfølgelig er vigtigt at holde øje med nye mobilenheder, så skal salgschefens blik også rettes meget imod de kommende 4G/LTE produkter.

”Vi skal se på udviklingen på 4G/LTE-området, og så skal vi tale med producenter om LTE-teknik og produkter, som på årets Consumer Electronics Show (CES, red.) var det helt store. Der findes en masse spændende produkter, men de skal tilpasses frekvensområdet, før vi kan bruge dem i nordeuropa,” lyder det fra Michael Bech, der især fremhæver nye typer mobile dongles, hvor man kan oprette mobile Wi-fi-hotspots med adgang til 4G/LTE-netværkets højere hastighed.