Telia klar med eSIM til mobiltelefoner inden 2020
I går blev den nye klapmobil / foldeud-mobil Motorola Razr lanceret og i den forbindelse stod det også klart, at Telia er det eneste danske teleselskab, der kommer til at sælge telefonen i Danmark – i hvert fald til at begynde med. Man kan forudbestille Razr fra den 19. november og det rigtige salg går i gang fra den 24. januar.
Telia klar med eSIM til telefoner inden 2020
Sådan et eksklusivt samarbejde er der ikke noget usædvanligt i – YouSee har for eksempel også eksklusiv ret til at sælge Samsung Galaxy Fold for nu. Det interessante ved aftalen mellem Motorola og Telia er, at Razr kun er udstyret med eSIM- der er altså ikke plads til et fysisk SIM-kort. Det betyder med andre ord, at Telia kommer til at understøtte eSIM til mobiltelefoner og det både til tale og data.
“Vi forventer at være klar med eSIM-lancering inden årets udgang. Det vil sige,at vi er på plads, når de første kunder får udleveret deres Motorola Razr”, forklarer Telias pressechef Mads Houe.
Han forklarer videre, at Telia følger GSMA-standarden for eSIM, så har kunden en telefon, der følger GSMA-standarden, så kan telefonen bruge eSIM hos Telia og det gælder både iOS og Android.
I skrivende stund understøtter disse telefoner eSIM: iPhone 10S / 10R / 11/ 11 Pro/ 11 Pro Max, iPad Pro, Samsung Galaxy Fold og så altså også Motorola Razr. Googles Pixels telefoner, både Pixel 2, 3 og 4, understøtter også eSIM, men de sælges desværre ikke officielt i Danmark endnu.
I dag er det ellers kun teleselskabet 3, der understøtter eSIM i telefoner og det til iPhone.
Se også: Hvad er eSIM? Fordele og ulemper
Ingen dato for understøttelse til smartwatch fra Samsung og Huawei
Telia tilbyder også eSIM til Apple Watch, men Mads Houe kan p.t. ikke give en dato for, hvornår de er klar med løsningen til smartwatch fra for eksempel Samsung og Huawei.
At Telia snart er klar med eSIM til mobiltelefoner bør også indikere, at YouSee og Telenor kan være trapperne med lignende mulighed. Vi har tidligere spurgt YouSee og Telenor om situationen omkring eSIM, men har blot fået som svar, at de kigger på det og at det kommer på et tidspunkt.
Se også: Nyheder om Telia