Telia tabte fem millioner på Mobivic-direktør
Mobilselskabet Mobivic, der i sidste uge blev hacket, har tidligere været skyld i at samarbejdspartneren Telia mistede en masse penge.
– Telia har tilbage i 1998 tabt fem millioner på samarbejdet med Bobby Elahi, fortæller juridisk direktør Jens Ottosen-Støtt fra Telia.
Han ved ikke, hvordan det gik helt præcist gik til, men fortæller, at Telia til at starte med fik nogle penge fra Mobivic-direktørens daværende selskab, men at trafikken så siden eksploderede, hvorefter pengestrømmen tørrede ud.
– Vi leverede forbindelse til ham, men fik ingen penge, og da vi skulle have pengene, klappede selskabet sammen og gik konkurs, beretter Jens Ottosen-Støtt.
Da Telia ville have penge fra konkursboet var der mærkeligt nok ingen værdier at komme efter. Jens Ottesen-Støtt ved ikke, hvordan det kunne gå til, men han har nogle teorier:
– Der er to muligheder, enten har der været nogle kunder, som er blevet flyttet ud, eller også har der aldrig været nogen, og så har trafikken været en tom skal. Man kan jo godt oprette forpligtelserne i et selskab og indtægterne i et andet, forklarer Jens Ottesen-Støtt.
I dag er det Sonofon, der leverer traffik til Bobby Elahis nuværende teleselskab Mobivic.