Telia: Unltd. er sendt til hjørnespark
Unltd. abonnementet stopper for nytegning på 29.marts. Det står fast, efter at kommunikationschef Robert Neimanas fra Telia har checket baglandet.
– Det skyldes, at Radio- og TV-nævnet i oktober sidste år tog Unltd op, efter flere klager, forklarer Robert Neimanas.
I følge Forbrugerombudsmanden er reklamen for Unltd, både vildledende og klart i strid med markedsføringslovens paragraf 2, stk. 1.
– Den har vi taget til efterretning, så derfor kan du sige, at vi har sendt produktet til hjørnespark, i mens vi finder ud af, hvordan vi skal skrue produktet sammen. Det står i hvert fald fast, at det ikke må hedde Unltd. Men måske kommer produktet tilbage i samme form, og måske under en anden form. Det vil tiden vise.
Hvorfor sagde Jesper Brøcker ikke det til os, da vi ringede og spurgte tidligere?
– Der er jo ikke tale om at Unltd. lukker. Vi stopper blot for nytegningen, lyder det fra Robert Neimanas. Fra 29. marts, når Orange bliver til Telia fokuserer vi på GO og Xpress abonnementerne. Hvad der sker fremover, vil tiden vise.
Robert Neimanas siger samtidig at Unltd/kunderne er rigtig gode kunder, og at der er gode penge i netop det abonnement.