Telia vil have virksomheder til at fokusere på deres kernekompetence
Ifølge Telias Trendrapport 2008 mener størstedelen af de små virksomheder, at især internet, e-mail og telefoni har bidraget til deres effektivitet. Men det kan være svært altid at få det hele sat op og til at fungere. Derfor vil Telia nu forbedre deres service til erhvervskunderne, hvilket betyder, at Telia nu vil stå for al opsætningen af udstyr hos erhvervskunden.
– Når en kunde har bestilt f.eks. nye computere, mobiler og bredbåndsforbindelse hos os, så tager vi simpelthen ud til kunden og sørger for, at alle tingene fungerer før vi går, fortæller Jens Erik Ebbesen, der er Vice President for Telia Business Services i Danmark.
Den nye service inkluderer også automatisk backup, således at en virksomhed ikke selv skal rode med at tage backup med faste intervaller. Desuden vil det med den nye service også være muligt at tilgå sine data både fra computeren og mobilen, således at man altid kan få adgang til sine vigtige dokumenter, uanset hvor man er.