Telmore 4. største selskab for de 15-30 årige

Telmore 4. største selskab for de 15-30 årige

Uden kampagner med tilskudstelefoner, men med sit helt eget koncept, har Telmore på kort tid formået at fastholde og opbygge en kundebase på over 150.000 kunder. Denne vækststørrelse er aldrig set før, i kombination med et overskud på driften efter blot ét år i markedet. En undersøgelse foretaget af TNS Gallup af selskabernes markedsandele viser, at Telmore vinder hastigt ind på de øvrige selskaber, og allerede nu er landets fjerdestørste i den store gruppe af 15-30 årige, som er en utrolig vigtig gruppe for mobilbranchen.

– Det er specielt de særligt aktive mobilbrugere, der er tiltrukket af Telmore. Vores kunder sender langt flere SMS-beskeder og taler mere end gennemsnitskunden, og når vi så oplever en kontinuerligt stigende kundetilgang, er der grund til smil og optimisme, siger Telmores direktør Frank Rasmussen.

– Vi kan også se, at de kunder der kommer til Telmore er utroligt loyale og særdeles aktive. Mens kundetilgangen dagligt er meget høj, er det utroligt få, der vælger at holde op med at benytte Telmore, lyder det fra Frank Rasmussen.