Telmore-direktør udlover 100.000 kroner i dusør
Frank Rasmussen, stifter af og direktør for lavprissuccesen Telmore er kendt for sin hang til hurtige køretøjer. Således tæller hans garage både vandscootere og 4-hjuls crossere. Inbdtil i sidste uge. For da fik teledirektøren natten mellem den 7. og 8. oktober – den dag hvor kronprisen og Mary blev forlovet – uventet besøg. De løb med to 4-hjuls crossere af mærket Yamaha fra garagen i Solrød syd for København.
– Jeg har fået flere henvendelser fra folk om at crosserne er set i stiområderne i Solrød. Jeg håber og tror at det er tyvene. For så er crosserne stadig i området, lyder det fra Frank Rasmussen over en mobil. Henvendelserne handler om unge mennesker.
Allerede to dage senere, er der besøg på Frank Rasmussens adresse på Solrød Strandvej igen. Denne gang går de efter de to guldfarvede vandscootere af mærket Sea-doo Bombardier, der står på hver sin trailer mellem en frisørsalon og Danbolig.
– Mit gæt er at tyvene er bakket ind med to biler og har hæftet trailerne på bilerne. De har klippet stålwirerne over, inden de har kunnet køre derfra, lyder det fra en sønderknust Frank Rasmussen, der kun nåede få ture på vandscooterne inden tyvene slog til.
– Det er et stort tab for mig, og vandscooterne og crossserne står mig i næsten 400.000 kroner, så derfor vil jeg naturligvis meget gerne se dem igen, specielt da ingen af delene er forsikrede. Så derfor udlover jeg en dusør på 100.000 kroner til dem, der kan komme med oplysninger, der bringerne tingene frem igen. Jeg er endda klar til at give frit lejde, blot jeg får mine vandscootere og crossere tilbage igen.
Frank Rasmussen har oprettet websitet www.renoz.dk. Her kan man se billeder af såvel vandscootere som crossere, ligesom man kan printe sine helt egne løbesedler ud.
– Jeg vil gerne gøre noget utraditionelt. Derfor er det muligt at printe sine egne løbesedler og sætte sit eget telefonnummer ind. Dermed håber jeg at få spredt efterlysningen hurtigt på for eksempel skoler og lygtepæle. Det er også muligt at sende SMS-beskeder til venner og bekendte med efterlysningen.
På hjemmesiden kan man også se, hvordan det går i sagen. Mandag morgen kunne man læse, at crosserne flere gange er set i Solrød området med unge mennesker bag styret.
Vandscooterne er der ingen meldinger om.