Telmore har nu 400.000 kunder

2003 har for alvor givet Telmore vind i sejlene. Selskabet har nu passeret 400.000 kunder, og væksten er stærkt ekspanderende.

Telmore har nu 400.000 kunder

Med mere end 400.000 kunder som flittige brugere, er Telmore nu landets største service provider. Alene i gruppen af 15 – 30-årige har Telmore nu en markedsandel på 20%. Det er dermed hver femte af de unge mobilbrugere i Danmark, som har Telmore.

– Vi er stolte af den utrolig flotte vækst, og vi glæder os over, at så mange kunder vælger os som selskab. Alene i perioden fra 1. juli til nu, har vi fået over 80.000 kunder. Det kundetal vi indberettede til IT- og Telestyrelsen pr. 30. juni, var 324.156 kunder, hvilket er en vækst på 57 % i forhold til 2002. Siden er det gået endnu hurtigere, udtaler Telmores direktør Frank Rasmussen.

Telmores produktion, kundernes forbrug, er også i markant vækst. I forhold til tallene pr. 31. december 2002 er minutforbruget steget til 103,3 millioner minutter, hvilket svarer til en vækst på 69 %. Produktionen af SMS-beskeder er også vokset eksplosivt til ca. 223 millioner beskeder, hvilket er en vækst på hele 79 % i forhold til tallene for blot seks måneder siden. Siden 1. juni er den imponerende vækst i produktionen fortsat.