Telmore-kunder er mest tilfredse
Ifølge en analyse fra Dansk KundeIndex, som blev offentligjort i dag, er private telekunder mest tilfreds med Telmore, og mindst med TDC Mobil.
Tallene er baseret på en europæisk standard-rundspørge og omfatter 250 adspurgte telekunder fra hvert selskab. De har kort og godt bedømt deres teleselskab på en skala fra 0 til 100. Nul angiver, at alle kunderne er meget utilfredse, mens 100 angiver, at alle kunderne er meget tilfredse.
Det største mobilselskab, TDC, fik den laveste tilfredshedsrating, nemlig 68. Telia kom lige efter med en rating på 69, mens Sonofon scorede en rating på 73 og Telmore tog toppplaceringen med et tilfredshedsrating på 80.
I kategorien “andre”, der tæller alle de øvrige mobilseksaber, blev den gennemsnitlige tilfredsrating på 70.
Dansk KundeIndex gør opmærksom på, at tallene for hvert enkelt selskab er behæftet med en statistisk usikkerhed på plus/minus to point.
På erhvervsmarkedet er Sonofon topscorer med en tilfredshedsrating på 65, mens TDC får 63 og Telia tager sig af bunden med 60. Samme lave rating – altså 60 – gælder for alle de øvrige selskaber, som på grund af deres størrelse blev samlet i en fælles kategori ved navn “andre”.