Telmore Musik – ny musiktjeneste til iOS og Android
Der er sket en utrolig udvikling på musikscenen det sidste års tid, hvor streaming-tjenester til musik popper op på nærmest daglig basis.
De mest kendte tjenester er nok Spotify og Wimp, men også tjenester som Deezer og Rdio bliver mere og mere populære.
Herhjemme var det faktisk TDC, der satte musikstreaming i gang med TDC Play, som alle med et mobil- eller bredbåndsabonnement hos TDC kunne benytte gratis til at streame musik til henholdsvis mobl eller computer.
Også det TDC-ejede Onfone tilbyder musik med YouSee Musik og nu kommer turen så til et andet TDC-ejet selskab, nemlig Telmore.
Telmore er klar med Telmore Musik, der giver adgang til 20 millioner sange, der kan streames til smartphones med Android eller iPhone eller iPad. Windows Phone og Android-tablets understøttes ikke.
Man har kun adgang til Telmore Musik på en enhed af gangen.
Nyt nummer af iPhone Magasinet i App Store nu – kun 19 kroner for 80 sider med test, guides, tips & tricks plus meget mere!
Du kan lave dine egne playlister og dele dem på Facebook og Twitter eller sende musikken til dit musikanlæg via AirPlay. Det er muligt at gøre musikken tilgængelig til offline-brug.
For at få adgang til Telmore Musik, skal man have et mobilabonnement hos Telmore, men det er ikke alle abonnementer, der åbner op for musiksluserne. Man skal have en pakke med minimum 5 timers taletid, hvis man allerede er kunde hos Telmore, mens nye kunder som minimum skal tilmelde sig en 10 timers pakke.
Den data, som man bruger på musikken, bliver ikke takseret, oplyser Telmore, så længe man er i Danmark. Tjenesten kan også bruges i udlandet, men så skal man betale for dataforbruget, så her anbefaler Telmore, at man kun lytter til musik, man har gjort tilgængelig til offline-brug.
Telmore har mistet cirka 35.000 kunder i perioden 2. halvår 2011 til 2. halvår 2012, ifølge Telestyrelsens seneste tal, og Telmore Musik kan være et forsøg på at forhindre kundeafgangen. Telmore havde i 2. halvår 2012 679.494 kunder mod 714.415 kunder i 2. halvår 2011.