Test: 4 smarte micro-højtalere – vi finder den bedste!
JBL Flip – en cylinder, der leverer varen
JBL Flip giver ved første øjekast mindelser om en forfinet halvliters øldåse, men der er på ingen måde tale om dåselyd eller det, der ligner. Flip leverer en slagkraftig lyd, der kan overdøve et godt larmende selskab i en park på en sommerdag eller bølgerne ved stranden. Bassen er kraftig, og man hører tydeligt, at der ikke er gået på kompromis her.
Mellemtonerne sidder også lige i skabet, men desværre halter diskanten en smule efter de andre frekvensområder, da diskanten har en tendens til at forvrænge lidt for meget. Til trods for det er JBL Flip stadig en glimrende Bluetooth-højtaler, der er nem at transportere og nem at forbinde til sin smartphone.
Med sine 350 gram er den en smule tungere end Logitech UE Mobile Boomblaster på 300 gram, men det bør ikke spille ind, hvis man vil have en trådløs højtaler i denne størrelse. Her skal man gå efter den lyd og det design, man finder mest handy.
"Flip leverer en slagkraftig lyd, der kan overdøve
et godt larmende selskab i en park på en sommerdag"
JBL Flip kan levere musik i op til 5 timer, hvilket som sådan er fint nok, men når man sammenligner den med førnævnte Logitech-højtalers 10 timers spilletid, så kunne man godt ønske sig, at JBL havde gjort lidt mere ud af batteriets levetid.
JBL Flips cylinderform gør, at den sender lyd ud fra hele cylinderens overflade. Det er specielt godt, hvis man skal stille den i midten af en rundkreds af mennesker, der nyder kolde øl i en park. Man kan selvfølgelig også modtage opkald ved et lille tryk på en knap på siden af højtaleren, og lyden går klart og fint igennem. Den burde dog nok have været 100-200 kroner billigere.
Karakter: 8/10
Vægt: 350 gram
Dimensioner: 160 x 62 x 62 mm (cylinderformet)
Tilbehør: Mikro-USB-kabel med oplader og etui
Parring: Bluetooth
Batterilevetid: 5 timer